AstraZeneca-vaccination sættes på pause

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca sættes på pause indtil videre.

Region Nordjylland sætter nu alle vaccinationer med AstraZeneca på pause.

Baggrunden er følgende udmeldelse fra Sundhedsstyrelsen: Vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca sættes på pause indtil videre

Jan Nybo, chef for Region Nordjylland Covid-19 test- og vaccinationsindsats, har følgende kommentarer til pauseringen af vaccinationsindsatsen med AstraZeneca: 

- Vi sætter alle vaccinationer med AstraZeneca på pause fra nu af. Det vil sige, at vi aflyser alle planlagte vaccinationer for nuværende. Har man bestilt tid til en vaccination med AstraZeneca behøver man ikke dukke op på vores vaccinationscentre i dag – vi vil senere melde ud, hvad der præcist skal ske for den her gruppe borgere, som bliver berørt af aflysningerne. Det gælder også de personer, der allerede er i et vaccinationsforløb med AstraZeneca. Både 1. og 2. stik aflyses for nuværende. Står man over for at skulle vaccineres med AstraZeneca, behøver man ikke at kontakte regionen – man skal blot undlade at møde op.

- Vi fortsætter med vaccinationer med Pfizer/BioNtech og Moderna. Hvis man er i tvivl om hvilken vaccine, man skal vaccineres med, kan man se det på vacciner.dk. Har man ikke mulighed for selv at tjekke på internettet, kan man ringe til regionens corona-hotline. Vi har fuld forståelse for, at det her kan skabe noget utryghed lige nu og her. Vi kommer også til at følge situation tæt i forhold til de undersøgelser af vaccinen, der nu pågår.

- Vi vil give yderligere information i takt med at vi får skabt et større overblik over situationen.

Sundhedsstyrelsen har udgivet et ark med spørgsmål og svar om AstraZeneca-vaccinen, som du finder ved at klikke her.

Du kan også læse et notat om pausen i brugen af AstraZeneca-vaccinen her.

Opdateret