Nyt PCR-teststed i Aalborg Øst

Om Regionen Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Region Nordjylland etablerer et nyt fast teststed fra mandag 19. april i universitetskvarteret.
Foto: Line Bloch Klostergaard

Mange brikker skal falde på plads

Mandag 19. april åbner et nyt fast teststed, hvor Region Nordjylland vil foretage PCR-test, som bestilles via coronaprover.dk. Det bliver på Niels Jernes Vej 6a, 9220 Aalborg Øst, ved Novi og Aalborg Universitet. Åbningstid er kl. 9 til 19 hver dag, og tider kan allerede bestilles.

Det har været vigtigt for Region Nordjylland at åbne et nyt fast teststed med PCR-test i Aalborg Øst, efter at de lånte lokaler i Trekanten på Sebbersundvej ikke længere kunne bruges af regionen.

- Efter at Trekanten blev lukket, har vi kun haft ét PCR-teststed i Aalborg-området. Det har vi arbejdet hårdt på at få lavet om på. Det er vigtigt, at vi fandt et nyt sted, hvor vi var sikre på, at vi kan få lov til at blive – og så skal det selvfølgelig også leve op til krav om muligheder for offentlig transport, gode parkeringsmuligheder og egnede lokaler. Jeg håber og tror, at løsningen her er god for borgere i Aalborg Øst og det store opland sydøst for Aalborg, siger kontorchef for Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland, Jacob Bertramsen.

Nu på 67 teststeder

Med etableringen er regionen nu oppe på 67 teststeder. Der er 46 steder med hurtigtest, som Falck står for. Her testes i næsen med en kort podepind. Hurtigtest bør ikke bruges, hvis man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet. Her bør i stedet bruges en PCR-test.

Der skal bestilles tid til test på coronaprover.dk, hvis man ønsker tid til en PCR-test, som foretages med en halspodning. Der findes med åbningen i Aalborg øst 21 testcentre i regionen, hvor det er muligt at få foretaget PCR-test.

Det er muligt at se testmulighederne på www.rn.dk/coronatest

Opdateret