Ny testmulighed med fokus på unge i Aalborg fra søndag
Teststed ved Aalborg Kongres & Kultur Center
Med baggrund i det stigende smittetal i Aalborg har Region Nordjylland sammen med Aalborg Kommune oprettet en ekstra mulighed for at blive testet for covid-19. Tilbuddet er målrettet unge og studerende, da smitten er mest udbredt blandt de unge i byen. Men ingen bliver afvist grundet alder. Tilbuddet er uden tidsbestilling, så man skal blot møde op og medbringe sit sundhedskort.
Det nye teststed er i Aalborg Kongres & Kultur Center (Aalborghallen), Europa Plads 4, 9000 Aalborg, hvor man fra søndag 20. september til og med onsdag 23. september i tidsrummet kl. 10-17 kan blive testet. Der er separat indgang fra parkeringspladsen bag Scandic Hotel (og ikke via hovedindgangen i AKKC eller via Scandic).
Sammen med de nationale myndigheder har Region Nordjylland og Aalborg Kommune vurderet, at der skal ekstra fokus på de unges mulighed for at blive testet i Aalborg centrum, og derfor rykkes der ud med den mobile testenhed. Der testes kun personer uden symptomer. Har man symptomer skal man fortsat kontakte egen læge eller Lægevagten og få en henvisning.
Opdateret