Sundhedshus kan smelte sammen med hospitalet – Hobro-projekt skrider frem

Mariagerfjord Kommune og Region Nordjylland undersøger sammen mulighederne for at bygge et nyt sundhedshus på den eksisterende hospitalsgrund i Hobro. Sundhedshuset skal give områdets borgere et integreret sundhedstilbud tæt på bopælen.

Til gavn for borgerne

En stor del af de kommunale sundhedstilbud i Hobro bør få til huse klos op ad hospitalet i Hobro. Det vil give gode muligheder for samspil og udnyttelse mellem de regionale og kommunale sundhedstilbud, og dermed komme borgerne i området til gavn. Det er politikere i Mariagerfjord Kommune og Region Nordjylland tidligere blevet enige om. 

Derfor er der netop indgået en aftale med rådgivningsfirmaet Sundhedsgruppen, som nu skal undersøge, hvordan de nuværende hospitalsbygninger på Aalborg Universitetshospital – Hobro kan integreres med et nyt sundhedshus på samme adresse. Der vil dermed være et velfungerende hospital i drift samtidig med, at et kommende sundhedshus placeres ved siden af.

Formålet er at styrke borgernes adgang til sundhedsfaglige tilbud, og samtidig udvikle de tværfaglige sammenhænge. 

- Vi får nu undersøgt, hvordan vi kan bruge de fungerende hospitalsbygninger, så der eksempelvis ikke behøver at blive bygget nyt til fx personalefaciliteter, hvis der kan findes plads i de eksisterende hospitalsbygninger. Jeg er sikker på, at vi derfor ender med nogle løsninger, der er rigtig gode for borgerne, siger Pia Buus Pinstrup (K), der er udvalgsformand for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.

Unikt med sundhedshus på hospitalsgrund

Den unikke placering af sundhedshuset sammen med et fungerende hospital giver store forhåbninger til, at projektet kan være med til at skabe ny tænkning, nye samarbejdsformer og metoder på tværs af sektorer. Projektet kan derfor i høj grad være med til at underbygge intentionerne i en kommende sundhedsreform og i regeringsudspillet om nærhospitaler.

Det fortæller Jan Andersen (V), der er formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune.

- Vi ser meget frem til at arbejdet går i gang, så vi kan få skabt nogle gode sundhedseffekter af det fremtidige samarbejde. Arbejdet der går i gang nu, skal munde ud i en overordnet plan for sundhedshuset i Hobro, så vi er sikre på, at vi får den helt rigtige og bedste løsning, siger Jan Andersen.

Det er målet, at der tages politisk stilling til Sundhedshuset i Hobro i forbindelse med budgetforhandlingerne, der kører efter sommerferien i både byråd og regionsråd. 

Kontaktpersoner

Jan Andersen (V), formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, Mariagerfjord Kommune.
Telefon: 6137 2980 
Mail: jatan@mariagerfjord.dk

Pia Buus Pinstrup (K), formand for Det Nære Sundhedsvæsen, Region Nordjylland
Telefon.: 2088 8076
Mail: p.pinstrup@rn.dk

 
 

Opdateret