Ny regional Facebook-gruppe skal styrke livet med diabetes

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Patienter og pårørende skal lettere kunne holde sig opdateret om diabetes. Derfor opretter Steno Diabetes Center Nordjylland en ny regional Facebook-gruppe, som giver et indblik i behandling, kurser og arrangementer, forskning og andre indsatsområder samt tips og tricks til at tackle hverdagen.
Mette Gørlev er diabetespatient og har været med til at sætte Facebook-gruppen i gang. Foto: Line Bloch Klostergaard

 Lev godt med diabetes

Den nye Facebook-gruppe hedder ”Diabetes Nordjylland – Lev godt med det” og er etableret og drevet af Steno Diabetes Center Nordjylland, der er kraft- og videnscenter for diabetes i Region Nordjylland.

Gruppen er målrettet nordjyder med type 1- og type 2-diabetes - og deres pårørende - der går til behandling på et af regionens diabetesambulatorier i Aalborg, Farsø, Thisted og Hjørring. Gruppen vil have fokus på alt fra tilbud og aktiviteter på hospitalerne til kost, motion og mental sundhed i dagligdagen.

- Ved nu at møde borgeren på Facebook håber vi på at skabe en ny kanal, som kan give ny viden, indsigter og et bedre overblik over diabetesbehandling i regionen, og dermed gøre det nemmere at leve godt med diabetes, siger centerdirektør Poul Erik Jakobsen fra Steno Diabetes Center Nordjylland.

Til at stole på

Mette Gørlev er klar til at blive medlem af den nye Facebook-gruppe. Hun har haft type 1-diabetes i 28 år og er en del af Steno Diabetes Center Nordjyllands brugerråd. I brugerrådet har Mette Gørlev været med til at udforme initiativet på Facebook sammen med ni andre patienter og to pårørende.

- Jeg tror, at Facebook-gruppen vil fungere godt til at få nogle vigtige budskaber ud og gøre det lettere at få information og skyde genvej som patient eller pårørende. Hvorfor gå til øjenkontrol? Hvorfor gå til fodterapeut? Hvad er meningen med det, selvom mine fødder er helt fine? Og hvad med Covid-19?

- Der findes mange Facebook-grupper om diabetes, og det kan nogle gange være det vilde vesten med meninger om diabetes. Så jeg sætter pris på, at det er fagfolk, der står bag gruppen her, og at jeg derfor kan føle, at det her kan jeg stole på, siger Mette Gørlev.

Brug for fællesskab

Centerdirektør Poul Erik Jakobsen fra Steno Diabetes Center Nordjylland fortæller, at Facebook-gruppen vil have fokus på alt fra tilbud og aktiviteter på hospitalerne til kost, motion og mental sundhed i dagligdagen. Desuden vil det være plads til, at patienter kan dele erfaringer med hinanden.

- Vi ønsker at samarbejde med en bred række fagpersoner på tværs af ambulatorier samt involvere faggrupper, som man normalt ikke møder som patient, så vi kan skabe en spændende nyhedsstrøm. Herudover ønsker vi at gøre plads til, at patienter og pårørende kan dele deres historier, hvis de har et særligt perspektiv eller en erfaring at dele, som kan komme alle til gode, siger Poul Erik Jakobsen.

Mette Gørlev er som patient interesseret i at blive opdateret om ny teknologi og nye forskningsforsøg. Men hun ser også frem til at få råd fra psykologer, diætister og fodterapeuter til at håndtere sygdommen. Hun glæder sig også til at blive en del af en gruppe af ligesindede med diabetes.

- Med Facebook-gruppen bliver der skabt et nyt fællesskab, og det er der altid brug for, når man har en kronisk sygdom. Jeg håber derfor, at man med gruppen kan få inspiration af andre. Ikke blot ved at dele succeshistorier, men også at høre om, når tingene er svære.

Yderligere informationer

Gå til Facebook-gruppen ”Diabetes Nordjylland – Lev godt med diabetes.

Facebook-gruppen tilbyder generel viden om diabetes og kan på ingen måde erstatte en lægekonsultation eller anden form for professionel medicinsk rådgivning og/eller behandling.

Alle opslag i gruppen sendes ud fra profilen "Region Nordjylland", og det er derfor ikke muligt som bruger selv at oprette opslag i gruppen. Det er derimod muligt at kommentere opslag.

Facebook-gruppen er åben for alle, men indhold målrettes patienter og pårørende, der går til diabetesbehandling på et af regionens diabetesambulatorier.

Opdateret