Nye moderne boliger
Bostedet Aars bliver bygget som erstatning for Bostedet Skovvænget i Aalestrup og Bostedet Vestervang i Løgstør.
Det nye tilbud består af 40 tidssvarende lejligheder med egen terrasse og adgang til tilhørende fællesarealer, aktivitetslokaler, servicearealer og administration.
Med det nye byggeri er regionen et skridt nærmere målet om at få opdateret hele bygningsmassen på socialpsykiatriområdet.
- Vi har igennem flere år haft fokus på at sikre moderne og mere velegnede boliger til de borgere, som har brug for en socialpsykiatrisk indsats i regionalt regi – og det er dejligt at se, at vi næsten er ved at være i mål, siger Vibeke Gamst, formand for Socialudvalget i Region Nordjylland.
- Ligeså glædeligt er det, at byggeriet gennemføres som en del af et samarbejdsprojekt med Vesthimmerlands Kommune. Det er en stor gevinst og betyder, at vi kan se frem til nye løsninger, samarbejdsformer og fællesskaber til gavn for både borgere og medarbejdere. Det er jeg meget spændt på at følge. Jeg glæder mig til at fejre rejsegildet sammen med alle de involverede - og selvfølgelig særligt alle håndværkerne, som jo er i fokus denne dag, siger Vibeke Gamst.
Rejsegildet holdes den 11. april 2018 kl. 14.30 på byggepladsen ved Dyrskuevej i Aars. Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet.