Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital modtager Patienternes Pris 2020

Om Regionen Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Øjenafdelingen går ekstra langt for en god oplevelse. Et dedikeret personale har patienten i centrum og fokus på de tværfaglige forløb.

Patienternes Pris 2020

Plads og overskud

Agnethe på 26 år er fast patient på afdelingen og går altid derfra med fornyet tro på, at det nok skal lykkes.

- Personalet tager sig tid til mig. Jeg er et menneske og ikke bare en tilfældig patient. De vil mig det bedste, og er virkelig fleksible i forhold til min hverdag og min sygdom. De går meget op i mit samlede forløb. Jeg er også patient på andre afdelinger, og på Øjenafdelingen føler jeg virkelig, at de bekymrer sig om mig og det tværfaglige forløb, siger Agnethe.

- Jeg er glad og taknemmelig for, at Øjenafdelingen vinder. I en travl hverdag er jeg ikke sikker på, at vi patienter altid får sagt, hvor glade vi er for deres måde at være på, og den behandling de giver os, siger Agnethe.

Løsninger og godt humør

Vi kan se i indstillingen, at patienten gennem to år har modtaget behandling på Øjenafdelingen. Vi har altså at gøre med en erfaren patient, der fremhæver det hensynsfulde personale, viljen til at finde løsninger og det gode humør. Derudover skriver hun, at afdelingen går meget op i det sammenhængende patientforløb. Det er også noget, vi lægger meget vægt på i såvel Patientinddragelsesudvalget som i regionen generelt, så det er dejligt at få så positiv en tilbagemelding fra patientside på, at det lykkes, siger Anni Olesen, formand for Patientinddragelsesudvalget.

Vi er her for patienterne

- Vi ved, at en øjensygdom kan være meget indgribende i patienternes liv og give anledning til rigtig mange bekymringer for fremtiden. Så ud over at undersøgelse og behandling selvfølgelig skal være i top, skal patientens perspektiv også altid være med, siger afsnitsledende sygeplejerske, Karen Marie Poulsen.

- Det at få patienternes pris er derfor en meget stor anerkendelse af den indsats, vores personale i Øjenafdelingen yder hver eneste dag. Det er jer patienter, vi er her for, og derfor kan intet måle sig med jeres anerkendelse. Tusind, tusind tak, siger en glad Karen Marie Poulsen på vegne af hele afdelingen.

Fakta om Patienternes Pris

På grund af coronapandemien får Øjenafdelingen først overrakt prisen til foråret. Prisen er et maleri af en anerkendt kunstner samt 25.000 kr.

Med i opløbet til dette års pris var:

- Urinvejskirurgisk Afdeling, Frederikshavn
- Dagkirurgisk, Thisted
- Kirurgisk Dagafsnit, Hobro.

Patienternes Pris uddeles hvert år i november. Patienter og pårørende kan indstille hele året på https://rn.dk/patienternespris

Prisen blev første gang blev uddelt af Patientinddragelsesudvalget i 2010. Tidligere prismodtagere er:

2019: Palliativt Afsnit i Farsø, Aalborg Universitetshospital

2018 - Psykiatrien

2017 – Kardiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

2016 – Ortopædkirurgien, Aalborg Universitetshospital, Farsø

2015 – Nyremedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

2014 – Mammakirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

2013 – Brønderslev Neurorehabiliteringscenter, Regionshospital Nordjylland

2012 – Børneafdeling 303b, Aalborg Universitetshospital

2011 – Tværfagligt Smertecenter, Aalborg Universitetshospital

2010 – Skagen Gigt- og Rygcenter, Regionshospital Nordjylland

Kriterierne for udvælgelse af prismodtager er:

Patienten i fokus, kvaliteten i indstillingerne, f.eks. gode oplevelser, sammenhæng i forløbet, tværfaglighed, værner om patientens identitet/integritet, nærværende personale, god dialog (aktiv lytning og empati). Antallet af indstillinger er ikke afgørende. 

Opdateret