Region Nordjylland er medstifter af Danish Life Science Cluster

De danske aktører som beskæftiger sig med sundhedsinnovation, life science og velfærdsteknologi er gået sammen om at skabe en landsdækkende sundhedsklynge med et internationalt perspektiv.

Region Nordjylland fik 1. oktober 2020 sammen med de øvrige regioner, universiteter, private virksomheder og brancheorganisationer godkendt en ansøgning til at etablere en national klyngeorganisation for life science og velfærdsteknologi. Klyngen "Danish Life Science Cluster" skal bygge bro mellem private virksomheder, universiteter og sundhedsvæsenets aktører. Organisationen skal bidrage til, at ny viden fra universiteter og hospitaler hurtigere omsættes til nye produkter og sundhedsteknologiske løsninger til gavn for samfundet og borgerne.

Klyngen vil som et knudepunkt mellem de centrale life science aktører og via offentlig-privat innovationssamarbejder kunne bidrage væsentligt til at løfte centrale udfordringer i sundhedsvæsenet: Flere borgere med kroniske lidelser, efterspørgsel på digitale løsninger samt øgede krav om mere individuelle forebyggelses- og behandlingsforløb med personlig medicin m.m.

Læs mere om Danish Life Science Cluster på danishlifesciencecluster.dk

Opdateret