Ny nordjysk samarbejdsmodel skal styrke henvisningen af børn og unge i psykisk mistrivsel
Familier oplever alt for ofte, at henvisninger fra deres praktiserende læge til børne- og ungdomspsykiatrien bliver afvist. Det skaber forsinkelser, frustration og dårlige forløb for familierne. En ny samarbejdsmodel i Region Nordjylland mellem familier, praktiserende læger og børne- og ungdomspsykiatrien skal styrke henvisningerne, så familier får hurtigere adgang til rette hjælp og støtte, når et barn rammes af psykisk mistrivsel. Forventningen er, at man kan reducere antallet af afviste henvisninger med 10 procent. Samarbejdsmodellen er udviklet som en del af det 5-årige partnerskabsprojekt ”Bedst For Os”.