Regionen er klar med fremskudt skadestue og øget akutberedskab til karneval

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Fremskudt skadestue, en gående lægebil, ekstra biler til patienttransport og et udvidet ambulanceberedskab skal lørdag sikre hurtig akut hjælp til både karnevalsgæster og andre borgere i Aalborg.

Fremskudt skadestue ved Ansgars Kirke

Når nogle af de mange tusinde deltagere til lørdagens karneval i Aalborg kommer til skade, så er hjælpen ikke langt væk. Region Nordjylland har nemlig indkaldt ekstra bemanding og traditionen tro oprettet en fremskudt skadestue ved Ansgars Kirke på Vesterbro over for Kildeparken, hvor karnevalsoptoget ender.

Nini Bundgaard Ringgren er ledende sygeplejerske ved Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital og med til at organisere indsatsen, og hun har ikke svært ved at finde personale, der vil være med til at hjælpe de glade gæster på en festlig dag.

- Det er en populær vagt, og vi ser alskens skader, men det handler ofte om afrusning, glasskår i fødder, fald eller hudafskrabninger. På den fremskudte skadestue tager vi os godt af de tilskadekomne karnevalsgæster og behandler, observerer og sender dem om nødvendigt videre til akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.

Der er rekvireret en række patienttransportbiler fra Den Præhospitale Virksomhed til at stå for at fragte de tilskadekomne til akutmodtagelsen. Dermed belastes de akutte ambulancer ikke med transportopgaver.

Også i selve akutmodtagelsen er der en del ekstra læger og sygeplejersker i vagt i forbindelse med karneval. I tilknytning til akutmodtagelsen er der desuden åbnet et helt ekstra afsnit til personer med sværere beruselse eller forgiftninger med misbrugsstoffer, så de kan behandles i akutmodtagelsen uden decideret at skulle indlægges.

Det er personale fra Aalborg Universitetshospital og Nordjyllands Beredskab, der bemander den fremskudte skadestue. Der er indkaldt personale fra flere af Aalborg Universitetshospitals afdelinger, så karnevalsgæster kan få specialiseret hjælp, hvis det er nødvendigt. Den fremskudte skadestue vil være bemandet af personale fra klokken 9.30, og indtil det stilner af ud på aftenen.

Gående lægebil og ekstra ambulancer sikrer akut hjælp

Udover den fremskudte skadestue, så organiserer regionens præhospitale virksomhed, at der en såkaldt gående lægebil til stede, som bevæger sig rundt i karnevalsområdet. Den gående lægebil har stort set det samme udstyr som en rigtig akutlægebil, og den er bemandet med en paramediciner og en læge, som kan sikre hurtig akut hjælp ude på karnevalspladsen.

Den Præhospitale Virksomhed også til stede i det øvrige Aalborg med ekstra ambulancer, der er strategisk placeret rundt omkring i byen. Derudover er der tæt koordinering med alle relevante myndigheder på dagen, herunder Nordjyllands Politi.

- Med så mange ekstra borgere i byen og spærrede adgangsveje grundet optoget, så er vi i en særlig driftsudfordring, hvor vi skal gøre noget ekstra for at sikre, at der vil være hurtig hjælp til eventuelle tilskadekomne. Det gælder også de aalborgensere, som ikke er karnevalsgæster, men som får akut brug for sundhedsfaglig hjælp, siger Kenneth Lübcke, enhedschef ved Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland.

Kontaktpersoner

Kenneth Lübcke, enhedschef, Den Præhospitale Virksomhed, Region Nordjylland
Tlf.nr.: 21 49 80 15
Mail: k.lubcke@rn.dk

Nini Bundgaard Ringgren, ledende oversygeplejerske, Akutmodtagelsen, Aalborg Universitetshospital
Tlf.nr.: 97 66 43 56
Mail: n.ringgren@rn.dk