Revision af samarbejdsaftale om telemedicinsk sårvurdering i Nordjylland

Sundhedskoordinationsudvalget godkendte 13. juni 2022 den reviderede samarbejdsaftale om telemedicinsk sårvurdering, som fagfolk fra hospitaler, kommuner og almen praksis samt repræsentanter for TeleCare Nord og Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland har udarbejdet.

I perioden fra august 2021 til februar 2022 har en arbejdsgruppe med fagfolk fra hospitaler, kommuner og almen praksis samt repræsentanter for TeleCare Nord og Sundhedsplanlægning været i gang med at revidere den hidtidige samarbejdsaftale om telemedicinsk sårvurdering. Sundhedskoordinationsudvalget godkendte den reviderede samarbejdsaftale den 13. juni 2022.

Formålet med samarbejdsaftalen for telemedicinsk sårvurdering i Nordjylland er at sætte rammen for hvilke forpligtelser og samarbejdsrelationer, som henholdsvis region, kommune og praktiserende læge har i forhold til sårbehandling og anvendelsen af telemedicinsk sårvurdering.

Samarbejdsaftalen understøtter et tæt samarbejde på tværs af sektorer, således at der kan opnås lettere og hurtigere adgang til faglig sparring og god dialog. Telemedicinsk sårvurdering styrker tværsektoriel og monosektoriel kommunikation omkring sårbehandling. Samtidig kan telemedicinsk sårvurdering skabe et samlet, kontinuerligt billede af forløbet, som den enkelte patient med sår gennemgår, og bidrage til et overblik over den samlede population af patienter med forskellige typer af sår. Det skal tilsammen sikre en optimal udredning, behandling og pleje af sår i både primær og sekundær sektor.

Deltagerne, som indgår i et telemedicinsk sårvurderingsforløb, udgøres af (sår-) sygeplejersker i kommunerne, praktiserende læger og specialister på hospitalsafdelinger, som varetager sårbehandling.
De patienter som har mulighed for at indgå aktivt i egen sårbehandling kan ligeledes deltage i det telemedicinske samarbejde og dermed opnå øget forståelse for egen omsorg og behandling.

Den eksisterende samarbejdsaftale på området er udarbejdet i 2015. Målet med at revidere samarbejdsaftalen er at sikre, at aftalen lever op til de nyeste nationale retningslinjer og de nyeste erfaringer på området. Endvidere at aftalen afspejler nuværende arbejdsgange i det tværsektorielle samarbejde og dermed sikrer kvaliteten af den telemedicinske indsats over for patienter med sår.

Der er ikke væsentlige ændringer i den reviderede samarbejdsaftale ift. deltagere, målgruppe og arbejdsgange relateret til samarbejdet i telemedicinsk sårvurdering i Nordjylland. Hele aftalen er gennemgået og samarbejdet er præciseret. Den reviderede samarbejdsaftale ændrer således ikke på de eksisterende arbejdsgange, roller og ansvar i samarbejdet.

Den reviderede aftale kan findes på Region Nordjyllands hjemmeside via følgende link:
Samarbejdsaftale om telemedicinsk sårvurdering Nordjylland

Desuden er links til samarbejdsaftalerne i PRI blevet opdateret.


Opdateret