Specialister i sexologi deler viden i Aalborg

Om Regionen Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Læger, sygeplejersker og andre fagprofessionelle mødes i starten af sommeren på en international konference i Aalborg. Deltagerne deler ny viden og har også som mål at sætte fokus på seksuelle problemstillinger, der fortsat er underlagt tabuer.
Ledende overlæge Astrid Højgaard glæder sig til at møde mange kolleger fra hele Europa. Foto: Lene Pedersen

Stort arbejde fra Aalborg-læger

Mens store dele af nationen i de samme dage har fokus rettet mod starten på årets Tour de France i Danmark, danner Aalborg 30. juni til 2. juli ramme om et andet topmøde, nemlig en international konference for fagpersoner, som arbejder professionelt med sexologi.

Konferencen er arrangeret af European Federation of Sexology, og blandt deltagerne vil der være en del læger, men også sygeplejersker, socialrådgivere og andre faggrupper, som har et professionelt perspektiv på seksuelle problemstillinger.

Ledende overlæge og gynækolog Astrid Højgaard fra Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital har sammen med sin kollega, overlæge og speciallæge i psykiatri, Lucia Pop, lavet et stort forarbejde for at få konferencen trukket til Danmark og Aalborg.

- Vi har nærmest bestormet bestyrelsen med forslag om at lægge konferencen nord for Alperne. Den er mange gange tidligere blevet holdt i det sydlige Europa, men her i Nordeuropa har vi også noget at vise frem, og målet for os er netop at give en scene til noget af al den viden og erfaring, som er her, siger Astrid Højgaard.

Anerkendelse fra fagligt miljø

På grund af corona har EFS-konferencen ligget stille siden 2018, og arrangørerne regner med deltagelse af op imod 450 fagprofessionelle, som langt om længe får mulighed for at mødes ansigt til ansigt. Det er ofte i det personlige møde over en kop kaffe, at nye ideer og faglig inspiration opstår.

For Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital er det også en anerkendelse af den betydning centret har opnået i det faglige miljø.

- Derfor håber jeg også, at især mange unge danske fagpersoner – og selvfølgelig også fagpersoner fra de andre nordiske lande - vil benytte lejligheden til at dele deres viden og forskning på konferencen, og vi vil gerne medvirke til, at der bliver sat ny forskning i gang, siger ledende overlæge Astrid Højgaard.

Stadig mange tabuer

Konferencen har titlen ”Diversity and inclusion in a world of change”, og titlen antyder, at selv om der er sket fremskridt, så er der stadig mange seksuelle problemstillinger, som er tabubelagt.

Astrid Højgaard peger blandt andet på behovet for anerkendelse af flere typer af seksualitet og kønsidentitet. Der er også stor tavshed om fravær af lyst til sex eller sexafhængighed på digitale medier.Begge emner, som det er svært at tale åbent om.

Derfor er der til stadighed behov for at åbne omverdenens øjne for de problemer, som meget ofte bliver gemt væk. I den forbindelse bidrager den sexologiske profession væsentlig til at sætte fokus på problemerne og øge synligheden, så flere mennesker oplever øget sundhed i forhold til deres seksualitet.

Nogle af de emner, som fagfolkene drøfter i Aalborg Kongres & Kultur Center, bliver der også en mulighed for andre at blive klogere på. Undervejs i konferencen er der indlagt foredrag og oplæg fra fagfolk, som interesserede mod en mindre betaling kan deltage i.

Opdateret