Nordjysk diabetesprojekt kåret som Årets Borgerinddragende Initiativ

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Danske Regioners pris, Årets Borgerinddragende Initiativ, går i år til Steno Diabetes Center Nordjylland og Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, der har udviklet et nyt PRO-værktøj i tæt samarbejde med personer med diabetes og pårørende.
Som modtagerne af prisen ses fra venstre Søren Skovlund, Dorte Hinzmann, Lise Troelsen, Lise Nørgaard og Niels Ejskjær.

Hvad giver værdi for mennesket med diabetes?

I dag blev Årets Borgerinddragende Initiativ uddelt på Danske Regioners generalforsamling, der med prisen hylder de mange initiativer, der sikrer gode patientinddragende forløb rundt om i landet. Prisen gik til Steno Diabetes Center Nordjylland og Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital for initiativet ”Hvad giver værdi for mennesket med diabetes?”. Hele to af fem nominerede initiativer var fra Region Nordjylland.

Prisen for årets Borgerinddragende Initiativ har i år fokus på digitalisering. Det vindende initiativ blev i år et nyt PRO-værktøj på diabetesområdet, der er udviklet til at styrke opmærksomheden på fysisk og mentalt helbred, symptomer, livskvalitet og dagligdag for mennesker med diabetes. PRO står for Patientrapporterede oplysninger.

Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), er stolt over, at Region Nordjylland for andet år i træk både vinder prisen og har to nominerede til prisen.

- Det er flot og fortjent, at Steno Diabetes Center Nordjylland og Endokrinologisk Afdeling vinder prisen, for de har taget store skridt i arbejdet med i samarbejde med borgerne at udvikle brugen af patientrapporterede oplysninger her i regionen såvel som på nationalt plan. Jeg glæder mig over, at begge vores nomineringer er initiativer på det såkaldte PRO-område, som vi har stort fokus på at udvikle her i regionen. Vi bruger netop PRO for at give patienten en mere aktiv rolle i sit behandlingsforløb. Det er medvirkende til, at behandling og forløb bliver på den enkeltes præmisser.

Meningsfuld diabetesbehandling

Patientrapporterede Oplysninger (PRO) er et digitalt værktøj til dialog og behandlingsstøtte, som anvendes i forbindelse med ambulante kontroller. Værktøjet bruges til at indsamle oplysninger om patientens tilstand og situation og ikke mindst at inddrage patienten i samtaler og planlægning af eget behandlingsforløb.

Som professor og overlæge på Steno Diabetes Center Nordjylland og Endokrinologisk Afdeling, Niels Ejskjær, fortæller, giver PRO information om, hvad der giver værdi for det enkelte menneske med diabetes - uden de sundhedsprofessionelles fortolkning - og det udgør en stor fælles fordel for tilrettelæggelse af behandlingen.

- Diabetesbehandling kræver massiv fokus på mennesket og en flerstrenget indsats. Der er store variationer i, hvad den enkelte har behov for og samtidigt lever alle et forskelligt hverdagsliv. Det nye PRO-værktøj hjælper med at afdække den enkeltes behov, ressourcer og prioriteter, og gør at vi i højere grad end tidligere kan skræddersy diabeteskonsultationen til den enkelte, siger Niels Ejskjær.

I vinderprojektet indsamles besvarelserne til PRO med et elektronisk spørgeskema og fremvises herefter på et grafisk dashboard til konsultationen, som behandler og patient kan tage udgangspunkt i for at synliggøre særlige udfordringer og bekymringer, der er relevante at tale om. Det er herefter muligt at lægge en god behandlingsplan sammen, med fokus på det gode liv med diabetes.

Input fra brugerpanel og workshops

- Noget af det unikke ved PRO-værktøjet er, at det fra første færd er blevet udviklet i et meget tæt samarbejde med personer med diabetes og pårørende, siger Niels Ejskjær projektleder for VBS-PRO-DIA udviklingsteamet.

Et brugerpanel på fem medlemmer har været tilknyttet projektet fra start til slut. Hertil er der blevet holdt en række store workshops regionalt og nationalt for at få indblik i, hvad der generelt har betydning for personer med diabetes og hvilke spørgsmål, der er relevante at stille. Og alt er foregået i et tæt samarbejde med Region Nordjylland og Sundhedsdatastyrelsen.

Formand for Diabetesforeningens Lokalforening i Aalborg, Dorte Hinzmann, har selv været en del af brugerpanelet, og hun er glad for det nye værktøj.

- Det er vigtigt at skabe et godt partnerskab mellem patient og behandler på sygehuset. Vi har her efterspurgt, at patienter får bedre mulighed for selv at definere, hvad der er vigtigt for dem. Et liv med diabetes handler ikke kun om blodsukkeregulering og medicinering, men også om mental trivsel og tryghed. Med PRO kommer der mere fokus på det daglige liv med diabetes og det betyder, at diabetesbehandling i højere grad vil blive skabt på patientens præmisser, siger Dorte Hinzmann.

Niels Ejskjær påpeger, at der samtidig har været tale om dyb klinisk forankring og en videnskabelig tilgang til projektarbejdet, som alt i alt har gjort, at der nu findes et PRO-spørgeskema til diabetes, som anbefales til nationalt brug.

Seniorforsker Søren Skovlund fra VBS-PRO-DIA udviklingsteamet supplerer:

- Anvendelsen af systematiske videnskabelige metoder har været helt afgørende for projektets succes og kan også bruges i forbindelse med andre nationale digitale sundhedsprojekter for kronisk syge.

To nominerede i Nordjylland – begge PRO-initiativer

Prisen for årets Borgerinddragende Initiativ har i år fokus på digitalisering, og alle fem nominerede initiativer bruger digitalisering til at inddrage borgerne i deres møde med sundhedsvæsenet i regionerne. Udover PRO i diabetes er PRO-psykiatri fra Region Nordjylland også blandt de nominerede til prisen.

- Det er ikke overraskende, at Danske Regioner har haft særligt øje for udbredelse af PRO-data som en ny og positiv måde at inddrage borgere og patienter på. PRO skaber et grundlæggende paradigmeskifte i måden, hvorpå man samarbejder og inddrager borgere i behandlingen, og diabetes og psykiatri er kun to blandt flere specialer, hvor vi arbejder for at integrere PRO i Region Nordjylland, siger Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Som ny prismodtager vil Steno Diabetes Center Nordjylland og Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital fortsat arbejde på at integrere og udbrede PRO-værktøjet i det daglige arbejde på tværs af hospitalerne - ikke alene i Nordjylland, men også nationalt. Målet er, at det på sigt kan gavne og forbedre behandling og livskvalitet for så mange danskere med diabetes som muligt.

Danske Regioner har produceret denne video om vinderinitiativet:

 

Yderligere informationer

  • Det er sjette gang, at Danske Regioner kårer Årets Borgerinddragende Initiativ. Region Nordjylland vinder i år prisen for fjerde gang.
  • Udover æren består prisen af 10.000 kr. til forbedring af de fysiske rammer.
  • Udover ”Hvad giver værdi for mennesket med diabetes?” i 2021 har Region Nordjylland vundet i 2016 med initiativet ”Med patienten for bordenden – et udviklingsprojekt i psykiatrien” på Psykiatrisk sengeafsnit N7 i Frederikshavn, i 2018 for initiativet ”Et ben foran – peerboard med benamputerede patienter” udviklet af Ortopædkirurgisk Afdeling i Hjørring på Aalborg Universitetshospital, samt i 2020 for Psykiatriens Peerboard forankret i Psykiatriens Enhed for Samskabelse.
  • Her kan du se en kort video om Diaprofil

Kontaktpersoner

Ulla Astman, regionsrådsformand, Region Nordjylland
Tlf.nr.: 30 23 64 54
Mail: ullaa@rn.dk

Niels Ejskjær, professor og projektleder, Steno Diabetes Center Nordjylland
Tlf.nr.: 25 56 99 10
Mail: n.ejskjaer@rn.dk

Dorte Hinzmann, formand, Diabetesforeningen Aalborg
Tlf.nr.: 22 41 86 78
Mail: aalborg@diabetes.dk

Opdateret