Nu kommer der paramedicinerbil hele året i Skagen

Paramedicinerbilen er bemandet med en paramediciner, som kan yde livsreddende hjælp, indtil patienten kan transporteres på hospitalet.  I paramedicinerbilen findes der også udstyr, der gør, at behandlingen kan påbegyndes, så snart paramedicineren er hos patienten.
Paramediciner

I de seneste år har Skagen haft en akutbil i sommermånederne, men 1. februar 2021 får Skagen i stedet en paramedicinerbil, som vil være i drift hele året. Oprustningen er en politisk prioritering i forbindelse med budget 2021.

- Det er en god nyhed, at vi nu kan forbedre det præhospitale beredskab for borgere i den nordligste del af regionen. Det har længe været et ønske, som vi nu har haft mulighed for at realisere, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Forskellen på en akutbil og paramedicinerbil er, at akutbilen er bemandet af en ambulancebehandler, som kan yde livsreddende behandling og smertebehandling. En paramediciner har yderligere uddannelse og udstyr med, så paramedicineren på egen hånd kan udføre mere avanceret behandling af patienter, der eksempelvis lider af åndenød, kredsløbsproblemer, hjertestop eller bevidstløshed og har flere muligheder for understøttende diagnostik til understøttelse af beslutningstagning.

- Det har været et stort ønske blandt borgerne i Skagen, at det præhospitale beredskab skulle styrkes, så jeg ved at denne løsning er længe ventet. Ikke alene kommer der nu en paramedicinerbil – den bliver også fast året rundt. Det kommer til at gøre en stor forskel for trygheden, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen.

Med det nye setup er der paramedicinerbiler i døgnberedskab i Skagen, Frederikshavn, Brovst, Farsø og Hobro samt en akutbil i Hals.

Større rolle for paramedicinerne i det akutte beredskab

Oprustningen giver nye muligheder for paramedicinernes rolle i det akutte beredskab. For eksempel kan paramedicinerne komme til at spille en større rolle på tværs af sektorernes akutte tilbud i samarbejde med det kommunale sundhedspersonale.

Det skal nu afklares i en dialog med de nordjyske kommuner, hvordan der på tværs af region og kommuner kan skabes et mere fintmasket akuttilbud, der gerne skal give bedre patientforløb og færre uhensigtsmæssige indlæggelser via regionens akutmodtagelser.

- Vores korps af paramedicinere er yderst fagligt kompetente i forhold til akut sygdom og tilskadekomst. Oprustningen er en vigtig forbedring af det præhospitale beredskab for borgere, der bor i området hele året, siger lægefaglig direktør, Den Præhospitale Virksomhed, Palle Juelsgaard.

Der er igennem hele 2020 høstet positive erfaringer fra paramedicinernes indsats i COVID-19 pandemien, som kan bruges i det videre arbejde.

 

Opdateret