COVID-19: Region Nordjylland sætter yderligere blus under investeringer

Om Regionen

Der er fokus på bl.a. klima, når Region Nordjylland fremrykker en række yderligere projekter for at holde hånden under samfundsøkonomien. Der er politisk opbakning til fremrykning af projekter for 160 mio. kr.

Projekter inden for anlæg og IT

Region Nordjylland rykker nu flere planlagte projekter inden for anlæg og IT frem, så de kan starte allerede i år. Fremrykningen er blevet mulig, efter at regeringen har ophævet anlægsloftet for kommuner og regioner i 2020.

Tidligere har Forretningsudvalget fået bemyndigelse til at udpege projekter, som kan fremrykkes under coronakrisen og sættes i gang i år. I første omgang inden for en ramme på 50 millioner kroner.

Mandag blev Forretningsudvalget præsenteret for et katalog med yderligere projekter, der kunne fremrykkes. Der var politisk opbakning til kataloget, og man har nu besluttet at fremrykke projekter for i alt 160 mio. kr.

I Region Nordjylland betyder det, at en række anlægsprojekter samt projekter inden for IT, kan begynde tidligere end planlagt. Især projekter med fokus på klima har fået høj prioritet.

- Politisk har vi bl.a. haft fokus på at udvælge projekter, der understøtter regionens klimahandlingsplan med bl.a. energiforbedringer på vores bygninger, og en del af projekterne har netop fokus på at forbedre regionens energiforbrug. Men der er også blevet plads til andre projekter fx inden for arbejdsmiljø og IT, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Fælles for alle projekterne er, at der er tale om en række projekter, som allerede var planlagt længere ude i fremtiden, men som regionen med fjernelsen af anlægsloftet får mulighed for at sætte gang i allerede nu.

-  Vi håber, at fremrykningen af projekterne kan være med til at holde hånden under samfundsøkonomien og en række virksomheder, samtidig med at vi understøtter bl.a. arbejdet med klimahandlingsplaner i regionen, siger Ulla Astman. 

I forvejen har Region Nordjylland sammen med de fire øvrige regioner i landet besluttet at fremrykke betalinger til virksomheder, der udfører opgaver for dem under coronakrisen.

 

 

Opdateret