Telemedicin til borgere der har både KOL og hjertesvigt
I de senere år har der både i Danmark og internationalt været et øget fokus på mennesker, som lever med flere samtidige sygdomme (multisygdom). Det øgede fokus skyldes ikke mindst, at flere mennesker bliver diagnosticeret med to eller flere kroniske sygdomme. Desuden er forekomsten af flere forskellige sygdomme hos den samme person en udfordring for sundhedsvæsnet. En udfordring der er vokset i takt med sundhedsvæsnets specialisering og dermed fokus på den enkelte sygdom.
I TeleCare Nord har fokus hidtil også været på den enkelte sygdom. Derfor har det ikke været muligt at tilbyde et samlet telemedicinsk forløb for borgere, som både har KOL og hjertesvigt. En bevilling fra Region Nordjyllands Sundhedsinnovationspulje har imidlertid givet os muligheden for at lave et pilotprojekt, som kan hjælpe borgere med flere sygdomme. I pilotprojektet kan vi afprøve et samlet telemedicinsk forløb for borgere med både KOL og hjertesvigt. Forløbet varer 12 måneder og skal give os mere viden om, hvordan det opleves af både borgere og klinikere. De borgere, som deltager, skal svare på flere spørgsmål om deres helbred, fordi det nye spørgeskema omhandler både KOL og hjertesvigt. For de sygeplejersker, som monitorerer borgernes data, betyder det, at de skal forholde sig til flere informationer og to diagnoser samtidig.
Vi startede det telemedicinske forløb for de første borgere i slutningen af oktober 2023. Der kan inkluderes borgere ind til udgangen af 1. kvartal. Projektet slutter ved udgangen af 2024. Hvis forløbene fungerer godt og giver værdi for borgerne og de sygeplejersker, som monitorerer de indsendte data, så håber vi at kunne videreføre det som et fast tilbud.
Spørgsmål til projektet, kriterier for inklusion eller andet kan rettes til sundhedsfaglig konsulent Lone Mylund tlf.nr. 24862838, mail lomy@rn.dk eller specialkonsulent Anders Horst tlf.nr. 24927898, mail a.horst@rn.dk.