Nordjyske patienter er landets mest tilfredse på flere områder

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Langt de fleste patienter i Region Nordjylland er i høj grad eller i meget høj grad tilfredse med den behandling, som de modtager. Det viser den nye Landsdækkende Undersøgelse for Patientoplevelser (LUP), hvor tilfredsheden i Region Nordjylland på flere områder er landets højeste.

Stor tilfredshed på tværs af hospitalerne

Hver dag gør personalet i Region Nordjylland deres ypperste for at give så god behandling som muligt til de nordjyske patienter. Og det lykkes de med. Uanset om nordjyderne ringer 112 eller er på hospitalet, så er der stor tilfredshed hele vejen rundt i det nordjyske sundhedsvæsen.

Det viser den nye patienttilfredshedsundersøgelse LUP, som er lavet i alle landets regioner, og hvor i alt 54.274 nordjyske patienter og en lille gruppe pårørende har svaret på undersøgelsen. 

- Igen i år er det nogle meget flotte resultater. Vores medarbejdere rundt på vores forskellige matrikler gør det rigtig godt hver eneste dag, og det er det, som patienterne anerkender, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).  

Landets højeste på flere områder

På en række forskellige områder scorer Region Nordjylland højest på patienttilfredsheden på tværs af alle regioner. Det gælder blandt andet de somatiske patienter på de nordjyske hospitaler, hvor den samlede tilfredshed er på 89 procent. Her svarer 94 procent også, at personalet er venligt og imødekommende i høj eller meget høj grad.      

Hos de planlagt ambulante patienter, som er den største patientgruppe, og dem der møder op til behandling og/eller undersøgelse og tager hjem samme dag, svarer 96 procent, at personalet i høj eller meget høj grad er venligt og imødekommende, og det samme er gældende hos de planlagt indlagte patienter 

Et af de andre områder, hvor Region Nordjylland har landets højeste patienttilfredshed, er hos de fødende kvinder. Her er den samlede tilfredshed på 87 procent.

I Børne- og Ungdomspsykiatrien er 85 procent af patienterne i høj eller meget høj grad tilfredse, og i denne kategori er også forældrene blevet adspurgt om forløbet. Og både patienter og forældre ligger med landets højeste tilfredshed. 

Akutberedskabet igen i top

For andet år i træk er patienterne i Region Nordjylland, som ringer 112, også landets mest tilfredse. 95 procent er tilfredse med det samlede forløb, og det indebærer både oplevelsen med den sundhedsfaglige person, som modtager 112-opkaldet, og ambulancepersonalet, der rykker ud til patienten. 

Ni ud af ti var i høj eller meget høj grad tryg ved den vejledning, som den sundhedsfaglige visitator gav i forbindelse med 112-opkaldet, og 98 procent svarer, at ambulancepersonalet var venligt og imødekommende.

- Alle resultaterne på tværs af hele vores sundhedsvæsen er en stor ros til det nordjyske sundhedspersonale. Vores mest fornemme opgave er at sikre en god og tryg behandling for patienterne, og vi kan være glade for, at patienterne på alle områder oplever en stor tilfredshed, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Yderligere informationer

- Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er et redskab til at følge og forbedre den patientoplevede kvalitet af sundhedsvæsenet.
- Alle regioner foretager spørgeskemaundersøgelsen, og LUP blev foretaget første gang i år 2000. 
- Resultaterne for den fulde undersøgelse kan læses ved at trykke her.

Kontaktperson

Mads Duedahl (V)
Regionsrådsformand, Region Nordjylland
Mobil: 24 40 24 18 | mads.duedahl@rn.dk