Koncept for lindrende behandling vinder idépris

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital vinder Regionsrådets Idépris for at have udviklet et akut basalt palliationskoncept.
Prisvinderne og priskomitéen foreviget efter overrækkelsen af Idéprisen.

Bedre hjælp til at dø hjemme

Onsdag 19. juni fik Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital overrakt regionsrådets Idépris for sammen med Ældresagen og de palliative teams i Region Nordjylland at have udviklet et koncept, der gør det nemmere at sikre, at de patienter, som ønsker at dø i eget hjem, får mulighed for det.
Konceptet hedder Akut Basalt Palliationskoncept, og er så at sige en pakkeløsning til de patienter, der ønsker at dø hjemme. En enig priskomité udvalgte vinderen og fremhæver, at konceptet giver mening for alle involverede, allerede er velafprøvet og det løser nogle af de udfordringer, der eksisterer i forbindelse med sektorovergange. - Vi synes alle sammen, at palliationskonceptet er en fantastisk ide. Det er godt, at vi kan give de patienter, som gerne vil dø hjemme, mulighed for det. Samtidig gør det også afskeden bedre for de pårørende, fordi den kan foregå i vante rammer i stedet for på et hospital, fremhæver Malene Busk (S), regionsrådsmedlem og med i priskomiteen.

Tjekliste og Solnedgangskasse

Idéen til det nu prisvindende koncept fik Mike Astorp, som er yngre læge på afdelingen og laver ph.d. i palliation. Konceptets vigtigste del er en tjekliste, der sikrer den nødvendige kommunikation med patient, pårørende og fagpersoner. Tjeklisten hjælper også med at huske 23 vigtige arbejdsopgaver, som skal være på plads før udskrivelse. Konceptet indeholder instruksmateriale til alle på hospital, i kommune samt patient og pårørende.

Derudover er der en såkaldt ”Solnedgangskasse” med alle instrukser, medicin, udstyr og informationsmateriale, som er nødvendigt for palliativ pleje i hjemmet.

Dorte Melgaard, der er seniorforsker ved Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital forklarer, at konceptet er blevet en succes, fordi over 200 ansatte på hospital og i kommuner har arbejdet sammen om at lave arbejdsgange, der sikrer god lindring til døende i deres sidste dage.

- I arbejdet med konceptet har vi fået tilbagemeldinger fra mere end 100 pårørende, der alle har villet hjælpe os og fremtidens patienter med deres erfaringer. Det har været fantastisk at mærke drivkraften fra alle for at hjælpe vores uafvendeligt døende, siger Dorte Melgaard.

Plan om at udbrede til andre afdelinger

De hospitalsansatte, som har afprøvet palliationskonceptet, fortæller, at udskrivelserne bliver udført hurtigere og med stor sikkerhed. Og i kommunerne, hvor de kommunale sundhedsansatte skal overtage plejen efter udskrivelse, har man igen og igen givet tilbagemeldinger om, at det var gode forløb med klar plan og rolige pårørende. I to studier har projektet vist flotte resultater med stor tilfredshed.

- Efter 18 måneders test med forbedringer undervejs, blev konceptet implementeret i vores afdeling i 2024. Vi er nu ved at afprøve en tilpasset version af konceptet på andre afdelinger. Vi håber på sigt at kunne tilbyde konceptet direkte i hjemmet hos de døende, der gerne vil behandles med det, siger Anne Lund Krarup, overlæge ved Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital.

Op imod 40 procent af de nordjyder, som dør hvert år, dør på hospitalet. I 2024 viste en undersøgelse blandt medlemmer af Ældresagen i Region Nordjylland, at under fem procent af de adspurgte ønsker at dø på et hospital.

Om prisen

Idéprisen er på 25.000 kr. Prisen tildeles dem, som har den bedste ide til tiltag, der skaber værdi for de nordjyske patienter og borgere.

Vinderne af prisen kan for eksempel bruge midlerne til ekstra udviklingsressourcer, herunder besøg af en ekstern eller intern specialist efter eget valg, studiebesøg eller andre relevante initiativer.

Kontaktpersoner

Malene Busk (S)
Regionsrådsmedlem, Region Nordjylland
Mobil: 20 91 06 63 | malene.busk@rn.dk

Dorte Melgaard
Seniorforsker, Akut- og Traumecenteret, Aalborg Universitetshospital
Telefon: 97 66 01 06 | dmk@rn.dk

Anne Lund Krarup
Forskningsansvarlig overlæge, Akut- og Traumecenteret, Aalborg Universitetshospital
Telefon: 97 66 01 08 | apslk@rn.dk

Udgivet af:

Carsten Randers, pressekonsulent, Region Nordjylland
Mobil: 29 26 02 81 | c.randers@rn.dk

Opdateret