Politisk topmøde i Nordjylland om børns og unges mistrivsel
Fastsætte fælles ambitioner for bedre trivsel
23. oktober kommer Idrætscenter Vendsyssel i Vrå til at danne rammen om et helt nyt tiltag fra Region Nordjylland og de nordjyske kommuner. Her mødes over 100 politikerne og administrative ledelser fra region og kommuner til et politisk topmøde for at skabe et fælles afsæt for, hvordan vi i Nordjylland løser udfordringen med det stigende antal børn og unge i mistrivsel og skaber bedre sammenhæng for såvel børn, unge og familier, når de rækker ud efter hjælp.
- Hvordan vi hjælper børn og unge i mistrivsel er en af tidens sværeste udfordringer, som hverken vi i regionen eller kommunerne kan løse alene. Vi vil på topmødet fastsætte vores fælles ambitioner for at børn og unge i Nordjylland skal trives bedre – og have hjælp, når mistrivsel truer, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand, Region Nordjylland.
Han er vært for topmødet sammen med formanden for Kommunekontaktrådet i Region Nordjylland, Mikael Klitgaard (V).
- I dag venter for mange børn, unge og familier for længe på den rette hjælp. Det kan og skal vi gøre bedre. I en lille og stærk region kender vi hinanden. Vi har erfaring med at samarbejde med respekt for hinanden på tværs af kommuner og region, og det skal vi dyrke og bygge videre på ved topmødet her, siger Mikael Klitgaard.
Topmødeerklæring skal give fælles afsæt
På mødet vil der dagen igennem være oplæg fra fagfolk med både det nationale, regionale og kommunale blik på problemstillingerne, som så bliver efterfulgt af diskussioner i mindre grupper og samtalesaloner fra scenen.
Omdrejningspunktet for drøftelserne på det politiske topmøde er en topmødeerklæring, hvor der er formuleret en række ambitioner på området, som både regionen og kommunerne forpligter sig til at prioritere. Erklæringen vil bl.a. tage afsæt i ambitionerne i den nationale akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien fra september 2026.
- Vi har alle et mål om, at nordjyske børn, unge og familier mærker en forbedring i de kommende år. Det skal vi skabe et fælles afsæt for her på topmødet og hinanden give hånd på, at vi hver især følger op på og prioriterer både politisk og administrativt, siger Mads Duedahl.
Det er Mikael Klitgaard enig i, og han ser frem til, at man sammen kan få skabt grobund for en bedre trivsel blandt nordjyske børn og unge.
- Trivsel skabes først og fremmest i hverdagslivet, i familierne og i de fællesskaber, børn og unge er en del af. Derfor kræver varige løsninger et bredt samarbejde med familier, praktiserende læger, dagtilbud og uddannelser, fritids- og idrætslivet, civilsamfundet og andre aktører omkring børn og unge. Det skal vi alle hjælpe med til at understøtte, siger Mikael Klitgaard.
Oplæg og diskussioner dagen igennem vil blive modereret af Jørgen Pyndt, tidligere ansat som journalist og studievært på TV2 Nord.
Kontaktpersoner
Mads Duedahl (V)
Regionsrådsformand, Region Nordjylland
Mobil: 24 40 24 18 | mads.duedahl@rn.dk
Mikael Klitgaard (V)
Borgmester i Brønderslev Kommune og formand for Kommunekontaktrådet i Region Nordjylland
Mobil: 24 44 54 03 | mikael.klitgaard@99454545.dk
Udgivet af
Carsten Randers
Regions- og Direktionssekretariatet
Pressekonsulent
Telefon
29 26 02 81