Succes med unik hjælp til psykisk sårbare skal udvides til børn og unge ned til 13 år

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Som de første har Region Nordjylland og Aalborg Kommune ved hjælp af IPS-metoden fået 15-17-årige psykisk sårbare børn og unge videre i job eller uddannelse. Metoden kan blive nøglen til at få endnu flere børn og unge med ufrivilligt skolefravær ind i et positivt forløb.

Vil også hjælpe 13-årige med IPS-metode

Region Nordjylland og Aalborg Kommune overvejer nu at gå helt nye veje i forhold til børn og unge ned til 13 år, der på grund af psykisk mistrivsel i dag ikke kommer i skole. Regionen og kommunen er i gang med at undersøge muligheden for, at de kan få hjælp efter den såkaldte IPS-metode.

Unik metode skaber resultater

IPS står for Individuelt Planlagt job med Støtte – men for unge handler det lige så meget om uddannelse som om job. I IPS-metoden venter man ikke med at hjælpe, til den unge er færdigbehandlet i Psykiatrien. Denne tilgang kaldes også “place then train”.

Det er uddannede IPS-konsulenter fra Aalborg Kommune, der står for indsatsen. De skal først og fremmest opbygge en relation til den unge og støtte vedkommende i at komme i job, uddannelse eller tilbage i grundskolen. Samtidig arbejdes der sideløbende med at mestre hverdagen og håndtere psykiske symptomer, mens de er i job eller under uddannelse. Derudover er der et tæt samarbejde med det psykiatriske behandlingssystem for at sikre, at den unge får den nødvendige behandling ved behov.

- Styrken ved IPS-metoden er, at vi tager udgangspunkt i den unges egne drømme, ønsker og styrker – frem for at fokusere på deres udfordringer. De unge er ikke i optræning; de deltager i helt almindelig skolegang, uddannelse eller job. Mange af dem fortæller, at det gør en stor forskel, at vi tager deres motivation alvorligt og ser dem som mere end deres sygdom. Vi oplever også, at de får respekt fra andre på stedet for det, de bidrager med – uanset om det er i uddannelse eller på arbejdsmarkedet, forklarer Sisse Møller, afdelingsleder, Job og Velfærd.

Vigtigt at komme tidligt på banen

Siden 2020 har Psykiatrien og jobcentret i fællesskab haft 200 borgere over 18 år igennem et forløb – med så stor succes, at man som et af de første steder i Danmark i efteråret 2022 udvidede metoden til også at omfatte 15-17-årige tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatrien. Resultaterne her er også stærke: Siden starten er omkring 40 unge blevet del af IPS-indsatsen, og de foreløbige tal viser, at cirka 75 procent er kommet godt på vej i forløb med job, fleksjob eller uddannelse.

Det der er unikt ved IPS for de helt unge, der ikke er på arbejdsmarkedet endnu, er at de ikke alene bliver mødt med behandling, men også med en mulighed for at komme tilbage i grundskolen eller starte uddannelse som andre unge.

Det er en vigtig pointe, og en af bevæggrundene for ønsket om nu at udvide ned til 13, år, understreger Vibeke Gamst (K), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland:

- For på lang sigt at få knækket den kurve, der viser at flere og flere unge ender på førtidspension på grund af psykiske udfordringer, er det vigtigt, at de helt unge får afsluttet grundskolen og får en uddannelse. Vi oplever, at en del unge i forløb i Børne- og Ungdomspsykiatrien er i stor risiko for at ende uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Derfor handler det i høj grad om, at jo tidligere vi støtter op om barnets ressourcer og muligheder – på trods af den psykiatriske diagnose – jo bedre er chancerne for et fremtidigt godt ungdoms- og arbejdsliv.

Kan reducere ufrivilligt skolefravær

Ufrivilligt skolefravær er et stort problem i alle kommuner. Tal fra Aalborg Kommune viser, at der i 2024 var 1.800 børn og unge, med et fravær på over 10 procent. Det er selvfølgelig ikke i alle tilfælde psykisk betinget – men det giver grund til bekymring.

– Det griber ind i hele familiens liv, når vi kommer dertil, at forældrene er nødt til at tage orlov på grund af barnets fravær. Samtidig er barnet isoleret fra jævnaldrende. Her kan IPS noget særligt – ved at flytte fokus over på det enkelte barns og unges styrker og skabe en reel hverdag, hvor den unge sammen med IPS-konsulenten finder løsninger på de udfordringer, der måtte opstå, fortæller Nuuradiin S. Hussein, rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune.

Med baggrund i de hidtidige gode resultater har Byrådet i Aalborg i samarbejde med Region Nordjylland derfor løbende investeret i at udvide målgruppen aldersmæssigt.

Om IPS

Målgruppen for IPS i Aalborg Kommune er i dag en bred gruppe af borgere med psykiske lidelser, som er uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse, og som har et igangværende behandlingsforløb i psykiatrien. Derudover er der også fokus på unge med psykiske vanskeligheder, herunder unge uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er i job eller uddannelse.

Specielt for de 15-17-årige er målgruppen for IPS-indsatsen unge, der er tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatrien. De kan være diagnosticeret eller under udredning for en psykisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse – fx ADD, ADHD, autismespektrumforstyrrelse, skizofreni eller svær angst. De unge kan desuden have misbrugsproblematikker.

Kontaktpersoner

Nuuradiin S. Hussein (A)
Rådmand for Job og Velfærd, Aalborg Kommune
Tlf.: 99 31 25 00 | snh-byraad@aalborg.dk

Vibeke Gamst (K)
Formand, Psykiatri- og Socialudvalget, Region Nordjylland
Mobil: 25 55 93 35 | vig@rn.dk

Sisse Møller
Afdelingsleder, Job og Velfærd, Aalborg Kommune
Mobil: 99 82 80 51 | sism-jobcenter@aalborg.dk

Tine Blach Nielsen
Ledende socialrådgiver, Psykiatrien, Region Nordjylland
Mobil: 41 77 17 04 | tine.blach@rn.dk