Lægehuset Hornum åbner satellitklinik i Ranum
Satellitklinik i Ranum
Praktiserende læge Søren Donslund, der driver Lægehuset Hornum, vil fra 1. september have en satellitklinik i Ranum. Det sker efter godkendelse i regionen.
Søren Donslund fik i 2023 tildelt lægekapaciteten, der tidligere var tilknyttet regionsklinikken i Ranum og dermed også patienterne, der var tilknyttet klinikken.
- Da regionsklinikkens patienter blev overdraget til Lægehuset Hornum, var vi meget bevidste om, at det ville betyde en længere afstand for nogle af patienterne til deres læge. Vi er derfor glade for, at Lægehuset Hornum nu har mulighed for at øge deres tilstedeværelse i området til gavn for borgerne i Ranum. Vi ved, det har været ønsket længe af lokalbefolkningen, siger Gitte Bundgaard (Æ), næstformand, Sundhedsråd Limfjorden.
Lægehuset Hornum har siden overtagelsen af lægekapaciteten haft et godt samarbejde i lokalområdet, og det bygges der nu videre på.
- Vi har allerede fra starten af haft et samarbejde med Plejecentret Kærbo omkring behandling af deres patienter og kørt på hjemmebesøg i området. Nu var tiden moden til, at vi øger vores tilstedeværelse yderligere, og vi ser frem til at kunne tage imod patienter i vores nye satellitklinik, siger Søren Donslund.
Lægehuset Hornum vil i første omgang have konsultationer i satellitklinikken i lokaler på Plejecentret Kærbo, mens de er ved at ombygge lokaler på Vestergade i Ranum til klinikken fremadrettet.
Satellitklinikken vil have åbent tre dage om ugen, og der vil være både læge og sygeplejerske tilknyttet.
Kontakt:
Gitte Bundgaard
Regionsrådsmedlemmer
Regionsrådsmedlem
Telefon
21 52 11 37Udgivet af:
Kristian Gull Pedersen
Regions- og Direktionssekretariatet
Pressekonsulent
Telefon
51 46 17 22