Ny bygningschef til Region Nordjylland
25 års erfaring med hospitalsbyggeri
Ib Grønlund Sørensen kommer fra en stilling som projektdirektør i Rambøll A/S og har 25 års erfaring med hospitalsbyggeri, hvoraf han de seneste 22 år har arbejdet med projekt- og linjeledelse.
Han har tidligere været en del af Region Nordjyllands byggeorganisation og vender nu tilbage med en solid ballast af erfaring og ledelseskompetencer fra store og komplekse byggeprojekter.
- Jeg har arbejdet med hospitalsbyggeri det meste af mit arbejdsliv, og jeg ser frem til igen at blive en del af Region Nordjylland - denne gang som bygningschef. Det er en rolle, der giver mulighed for at kombinere faglighed, strategisk ledelse og samarbejde i en organisation, hvor byggerierne har stor betydning for både borgere og medarbejdere. Jeg glæder mig til samarbejdet med kollegerne i Byg og Ejendomme og til at bidrage til udviklingen af fremtidens sundhedsbyggeri i Nordjylland, siger Ib Grønlund Sørensen.
Han fremhæver, at han lægger stor vægt på trivsel, tydelig ledelse og et stærkt samarbejde baseret på tillid og fælles retning.
Stærkt match
Koncerndirektør Mette Jensen glæder sig over ansættelsen:
- Det er en garvet kandidat, vi får som ny bygningschef, og det er en klar styrke, at han allerede kender organisationen og arbejdsvilkårene i en politisk styret kontekst. Vi har i rekrutteringsprocessen lagt vægt på tre ting: dokumenteret byggeerfaring, lyst til personaleledelse og evnen til at begå sig i en politisk organisation. Her rammer Ib helt præcist det, vi har ledt efter.
Som bygningschef får Ib Grønlund Sørensen ansvar for at lede og udvikle kontoret Byg og Ejendomme samt for alle faserne i de byggeprojekter, der løbende er i gang på regionens matrikler – herunder blandt andet den nye behandlingsbygning i Hjørring, et nyt neurorehabiliteringscenter i Brønderslev og udbygning af Hospitalsbyen. Han får desuden en central rolle i overgangen til en samlet byggeorganisation, som forventes etableret i 2026.
- Vi glæder os til at tage godt imod Ib og ser frem til samarbejdet. Med hans erfaring og profil er jeg overbevist om, at han bliver en stærk kapacitet i arbejdet med at udvikle og styrke regionens bygge- og ejendomsområde - både i forhold til de aktuelle projekter og den fremtidige samlede bygge-organisation.
Privat er Ib Grønlund Sørensen far til tre drenge og bor i Aarhus sammen med sin kone Birgitte.
Kontaktpersoner
Mette Jensen, koncerndirektør, Region Nordjylland
Telefon: 20 26 43 58. mail: m.jensen@rn.dk
Ib Grønlund Sørensen, kommende bygningschef, Region Nordjylland
Telefon: 60 59 27 78