Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse
-
Kommissorium for stående udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse i 2026-2029.
Udvalget er nedsat som stående udvalg i henhold til efter overgangslovens § 37 og regionslovens § 36 b samt styrelsesvedtægt for Region Nordjylland kapitel 5. Udvalget skal fungere i perioden 1. januar 2026 - 31. december 2029.
Udvalgets formål
Udvalget beskæftiger sig med ungdomsuddannelser, kollektiv trafik og mobilitet, internationalt samarbejde og miljøområdet med jordforurening, råstofindvinding på land samt bæredygtighedsstrategi. I 2026 beskæftiger udvalget sig også med kultur.
Udvalgets opgaver
Udvalget følger og bidrager til løsningen af opgaver indenfor politikområderne beskrevet under udvalgets formål.
Udvalget kan træffe beslutninger, hvor udvalget får delegeret kompetence fra Regionsrådet i henhold til gældende kompetenceplan. Derudover er udvalget sagsforberedende og indstillende til Forretningsudvalg og Regionsråd.
Udvalget har som stående udvalg ikke budgetansvar for udvalgets ansvarsområde, men kan løbende få tillagt umiddelbar forvaltning på bestemte dele af udvalgets ansvarsområde ved delegation fra Regionsrådet. Udvalget kan desuden af Regionsrådet løbende få tillagt konkret udmøntning af bestemte bevillingsbeløb, der udmøntes på baggrund af overordnede kriterier, som fastsættes af Regionsrådet.
Følgende opgaver er centrale for udvalget:
- Jordforureningsområdet med den regionale handleplan “Rent drikkevand og tryghed for borgerne”, som rammesætning om de regionale prioriteringer indenfor myndighedsområdet. Formålet er at beskytte mennesker, der bor på forurenede grunde, miljø og drikkevandet mod påvirkning fra jordforurening.
- Ungdomsuddannelsesområdet med Region Nordjyllands Uddannelsesplan, som strategisk grundlag. Denne danner grundlag for Regionsrådets udmøntning af udviklingsmidler til ungdomsuddannelserne. Men beskriver også de politiske mål, der er grundlag for de myndighedsbeslutninger, som Regionsrådet har på området (kapacitetsfastlæggelse, fordeling af gymnasieelever, uddannelsernes stedlige placering, samt regionale planer på FVU-og OBU-området.)
- Råstofområdet, hvor Regionens råstofplaner danner rammerne for den fremadrettede indvinding af råstoffer i regionen. Være strategisk retningssættende for mere bæredygtigt forbrug af jomfruelige råstoffer. Sager om ansøgninger om råstofindvinding m.v. ud fra den gældende lovgivning.
- Mobilitet, hvor Regionen arbejder med kollektiv trafik på tværs af kommunegrænser, herunder ekspresbusser, lokalbaner og regional togdrift. Regionen forholder sig til økonomi, serviceniveau, målsætninger for bæredygtighed mv.
- Bæredygtighedsstrategien, den udmøntning og indsatserne herunder:
- Internationale aktiviteter og projekter i tilknytning til regionens opgaver for at styrke opgavevaretagelsen og videreudviklingen af områderne.
- Kulturområdet i 2026, og herunder sikring af at Region Nordjyllands erfaringer og aktiviteter på området sikres bedst mulig forankring og videreførelse hos andre ansvarlige.
- Internationalt samarbejde inden for opgaveporteføljen.
Opgaverne varetages via:
- Forslag til politikker og strategier, årlige indsatsplaner samt løbende opfølgning på målsætninger heri.
- Samarbejde og dialog med aktører, borgere, interessenter og eksterne beslutningstagere om udvikling og opfølgning på politikker og strategier.
- Deltagelse i andre organiseringer på udvalgets områder.
Udvalgets arbejdsform
Udvalget vælger selv dets formand og næstformand.
Udvalget udøver sin virksomhed i henhold til den af udvalget vedtagne forretningsorden for stående udvalg.
Udvalget har uddelegeret beslutningskompetence fra Regionsrådet på en række områder og opgaver, som er udvalgets primære fokus. Desuden skal udvalget, gennem sit arbejde overfor Forretningsudvalg og det samlede Regionsråd styrke den politiske beslutningsproces i forhold til udvalgets opgaver.
Udvalget beslutter, hvornår og hvor udvalgets møder skal afholdes. Udvalget kan afholde møder andre steder end i Regionshuset, hvor dette giver mulighed for at møde aktører og besigtige institutioner eller lokationer.
Udvalget kan gennemføre besigtigelsesture, og kan i løbet af valgperioden afholde én studierejse.
Udvalgets medlemmer
Udvalget består af 9 regionsrådsmedlemmer, inklusive formand og næstformand.
Administrative deltagere
Fra administrationen deltager direktøren for afdelingen for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, og ledere fra afdelingen deltager i punkter inden for deres respektive fagområder.
Der kan være yderligere ad hoc deltagelse fra administrationen, ligesom udvalget kan invitere andre personer til at deltage, når det er relevant af hensyn til en sags oplysning.
Sekretariatsbetjening
Udvalget sekretariatsbetjenes af Regionssekretariatet.
-
-
Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec 3.
3.
7.
5.
2.
4.
8.
6.
3.
8.
Kontakt
Opdateret