Ledende lægesekretær til Afdeling for Kræftbehandling, Aalborg Universitetshospital

Brænder du for ledelse, og drømmer du om at gå forrest med fagligheden i en tværfaglig funderet afdeling? Så er denne stilling din store mulighed.

Rollen som ledende lægesekretær
Som ledende lægesekretær indgår du i specialets lederteam sammen med cheflæge, chefsygeplejerske og cheffysiker. Her vil du være en ligeværdig samarbejdspartner, hvor tillid og tryghed i afdelingsledelsen vægtes højt. Du refererer sammen med den øvrige afdelingsledelse til vicedirektøren for området.

Stillingen fordrer gode samarbejdsevner, overblik, kommunikative og logistiske egenskaber samt evnen til at prioritere. Endvidere kræves et indgående kendskab til Sundhedsvæsenet, herunder en indsigt i driften af en højproduktiv enhed. Registrering har særligt fokus og vigtighed i forhold til at bedrive databaseret ledelse, hvilket du som ledende lægesekretær får en nøglerolle i at optimere og kvalitetssikre.

Vi har brug for en erfaren og ambitiøs leder med afsæt i faglighed samt med fokus på tværfaglighed. Som ledende lægesekretær indgår du i et tæt samarbejde og fællesskab med en afdelingsledelse, som vægter ligestillet ledelse højt. Afdelingsledelsen mødes ugentligt, hvor de aktuelle og kommende opgaver drøftes. Vi har i afdelingsledelsen fokus på at hjælpes ad på tværs af faggrupper og bringer tit humor og godt humør ind i arbejdet.

Din erfaring og kompetencer
  • Du har gode ledelseskompetencer, erhvervet gennem både erfaring og teoretisk uddannelse.
  • Du er uddannet lægesekretær og har et indgående kendskab til lægesekretærernes kerne-ydelser.
  • Du har gode evner for tværfagligt samarbejde.
  • Du er handlekraftig og har sans for planlægning og kommunikation.
  • Du kan prioritere effektivt med en hjælpsom, engageret og positiv indstilling.
  • Du kan sikre afsnittets fortsatte fokus på registrering med høj kvalitet.
  • Du har erfaring med arbejdstilrettelæggelse og løn.
  • Du har fokus på ledelse, men kan ved særligt opstået behov deltage i sekretærernes almindeligt forekommende opgaver.
  • Du baserer din ledelse på vores ITOP-værdier, som er Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme.

Vi tilbyder
  • Personaleledelse af gruppen på ca. 35 lægesekretærer i tæt samarbejde med den øvrige afdelingsledelse.
  • Et afvekslende og udfordrende job.
  • Et spændende speciale med en travl hverdag.
  • Et arbejdsmiljø, der fordrer dynamik, forandring og udvikling.
  • Et aktivt ansvar i forbedring af kvalitet og effektivitet af administrative funktioner.
  • Introprogram og faglig mentor tilkoblet dig.
  • Der vil være rig mulighed for at arbejde med egne udviklingsprojekter og sætte dit eget præg på afsnittet.

Om afdelingen
Afdeling for Kræftbehandling varetager både hovedfunktion, regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner for hele Region Nordjylland indenfor udredning og behandling af kræftsygdomme. Afdelingen har 2 sengeafsnit med ialt 23 senge, et strålebehandlingsafsnit bestående af Stråleterapi og Afdeling for Medicinsk fysik, et stort dagafsnit med ambulatorium og daghospital. Derudover hører Team for Lindrende Behandling i Thisted, Vangen og Farsø også til i Afdeling for Kræftbehandling.
Behandlingsmulighederne i onkologien har i en årrække gennemgået en stor udvikling med indførelse af mange nye behandlingstyper og onkologien på Aalborg Universitetshospital har som en af landets universitetsafdelinger taget meget aktivt del i denne udvikling.
Afdeling for Kræftbehandling er kendetegnet ved høj faglig standard, et stort fagligt engagement fra alle faggrupper og en høj patienttilfredshed – Afdelingen modtog i 2022 Patienternes pris.
Afdeling for Kræftbehandling har ligeledes en særdeles stærk forskningstradition.


Om Aalborg Universitetshospital
Visionen for Aalborg Universitetshospital er at være patientens hospital med mennesket i centrum. Hospitalets kerneopgave er at skabe sikre effektive forløb med patienten som partner.
Som universitetshospital udvikler Aalborg Universitetshospital morgendagens behandling og uddanner morgendagens medarbejdere. Aalborg Universitetshospital er det største og højest specialiserede hospital i det nordjyske sundhedsvæsen. Der pågår opførelse af det Nye Aalborg Universitetshospital, som skal tages i brug fra 2026, se mere på Aalborg Universitetshospital - Aalborg Universitetshospital - Region Nordjylland (rn.dk)

Hvis du vil vide mere
For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte vicedirektør Jan Nielsen på tlf. 41 18 32 61 eller pr. mail j.nielsen@rn.dk eller en fra afdelingsledelsen (cheflæge Anders Krogh Vistisen, tlf. 97660753, mail ankrv@rn.dk, chefsygeplejerske Hanne Hartmann, tlf. 51160836, mail hanne.hartmann@rn.dk, cheffysiker Annette Ross Jakobsen, tlf. 97661573, mail annette.ross.jakobsen@rn.dk).

Funktionsbeskrivelse kan rekvireres ved henvendelse til ledelsessekretær Mette Christensen metch@rn.dk, eller ved én fra afdelingsledelsen.

Formalia
Der er ansøgningsfrist den 13. august 2024 med ansættelsesstart den 1. oktober 2024 eller efter nærmere aftale.

Løn forhandles iht. gældende overenskomst.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 22. august.

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Fakta

Kontakt