Klinisk ophold koordinator på Medicin- og MedIS-uddannelsen

Center for Klinisk Forskning ved Regionshospital Nordjylland søger en klinisk ophold koordinator, som primært afvikler klinikophold for bachelorstuderende på Medicin- og MedIS-uddannelsen på Regionshospitalet og Psykiatri Nord.
Stillingen er på en fuldtidsstilling – og ansættelse er pr. 1. september 2025 eller efter aftale.

Hvor skal du arbejde?
Stillingen er opslået i Center for Klinisk Forskning, Regionshospital Nordjylland, Hjørring. Centeret samarbejder med Aalborg Universitet dels omkring forskning og udvikling på hospitalet, dels om tilrettelæggelse og den praktiske afvikling af den kliniske uddannelse for såvel bachelorstuderende med speciale i Industriel Medicin som Medicin.

Som klinisk ophold koordinator vil du i tæt samarbejde med det studiekoordinerende team fungere som bindeled mellem Aalborg Universitet og Regionshospital Nordjylland i relation til medicin- og MedIS bachelor uddannelsen, samt agere som kontaktperson for de studerende på de kliniske ophold. Du vil primært varetage den praktiske tilrettelæggelse og afvikling af undervisning og klinikophold samt kontinuerlig evaluering. Derudover vil du i mindre grad medvirke til koordinering og udvikling af disse.

De kliniske ophold er fordelt på otte af årets måneder, hvorfor de fleste arbejdstimer vil skulle lægges i denne periode.

Hvem søger vi?
Med afsæt i ovenstående ønsker vi, at du:
  • har en sundhedsfaglig baggrund, samt uddannelseserfaring
  • gerne må have en pædagogisk videre uddannelse på master eller kandidatniveau
  • er imødekommende og venlig af natur, samt er god til at kommunikere klart og professionelt
  • er god til at arbejde og handle selvstændigt samtidig med at du er god til samarbejde
  • kan få unge til at opleve, at de er velkomne og at deres uddannelse er væsentlig for mødet med klinikken
  • er systematisk i dit arbejde, så overblikket hos samarbejdspartnere bevares
  • er fleksibel – Regionshospitalet har mange matrikler – og trives med at holde flere bolde i luften ad gangen
  • kan trives med, at arbejdsbelastningen er skævt fordelt over året.

Hvem er vi?
Center for Klinisk Forskning (CKF) ved Regionshospital Nordjylland (RHN)/Klinisk Institut, Aalborg Universitet blev oprettet i 2009, og har til opgave at bedrive forskning, udvikling og uddannelse ved RHN. Centerstaben består af klinisk, laboratorie og administrativt personale, samt ph.d.- og andre studerende mv.
Du kan læse mere om CKF og vores forskning på vores hjemmeside.

Hvad gør du nu?
Send en ansøgning med relevante bilag, der belyser dine særlige kompetencer i forhold til at varetage stillingen som klinisk ophold koordinator.
 
Løn- og ansættelsesforhold:
I henhold til gældende overenskomst mellem din faglige organisation og Danske Regioner.
Du vil referere til forskningschefen.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til klinisk ophold koordinator Lene Iskov Thomsen (mobil 2059 2163) eller professor og forskningschef Peter Leutscher (mobil 2485 9576)

Ansøgningsfristen er den 29. april 2025.
 
Ansættelsessamtaler planlægges afholdt mandag den 5. maj 2025.

 

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Fakta

Kontakt