Lægesekretær/Sundhedsadministrativ koordinator søges til Retspsykiatrien i Aalborg

Vi søger en selvstændig, engageret lægesekretær/sundhedsadministrativ koordinator pr. 1. juni 2025 til Retspsykiatrisk Afdeling, Psykiatrien – Aalborg Universitetshospital.
Retspsykiatrien forestår behandlingen af psykiatriske patienter med dom til psykiatrisk behandling, ambulant og under indlæggelse, patienter med dom til anbringelse samt udfærdigelse af mentalundersøgelser i Region Nordjylland.
Vi søger en struktureret, hjælpsom kollega med gode samarbejdsevner og godt overblik, der ser muligheder fremfor begrænsninger, byder ind på opgaveløsning og som i det hele taget bidrager med positivitet, humor og velvilje. Vi er en velfungerende selvstyrende gruppe på i alt seks sekretærer, der refererer direkte til afdelingens cheflæge, med hvem vi har et godt og konstruktivt samarbejde.
 
Arbejdet, der kræver en betydelig grad af selvstændighed, består blandt andet af:
I forbindelse med udarbejdelse af mentalundersøgelser får du en vigtig koordinerende rolle i tæt tværfagligt samarbejde med afdelingens øvrige ansatte (læger, psykologer og socialrådgivere). Du skal blandt andet varetage sagsbehandling, erklæringsskrivning og korrekturlæsning, hvorfor gode skriftlige formuleringsevner er en forudsætning.
Derudover lægesekretæropgaver, der sikrer den daglige drift, herunder administrative opgaver, dokumentstyring, skriftlig og mundtlig kommunikation med mere.

Om dig:
  • Du har godkendt lægesekretæruddannelse/SAK-uddannelse.
  • Du er fleksibel i forhold til at påtage dig koordinerende opgaver.
  • Du er god til at samarbejde, kompromissøgende, ansvarlig, struktureret.
  • Du er serviceminded overfor såvel patienter, kolleger og samarbejdspartnere.
  • Du har god selvstændig formuleringsevne.
Vi tilbyder:
  • Et alsidigt arbejde i en spændende og specialiseret afdeling, hvor der er et stærkt sammenhold og tværfagligt samarbejde.
  • Høj faglig kvalitet.
  • En god arbejdsplads med dygtige, engagerede kolleger.
  • Relevant oplæring og tæt kollegial sparring.
Om os:
Retspsykiatrisk Afdeling behandler patienter med forskellige psykiske sygdomme på regionsfunktionsniveau samt varetager udarbejdelse af mentalundersøgelser.
Retspsykiatrien i Aalborg rummer to sengeafsnit med i alt 23 sengepladser til anbringelsesdømte, behandlingsdømte, mentalundersøgelse under indlæggelse samt varetægtssurrogatanbragte.
I Retspsykiatrisk Afdeling udarbejder vi som eneste sted i Region Nordjylland mentalundersøgelser, omkring 200 om året - langt overvejende ambulant.  
Retspsykiatrisk Afdeling har en høj faglighed præget af erfarne og ansvarsfulde medarbejdere, der har dedikeret deres arbejdsliv til at gøre en forskel for de psykisk mest sårbare i vores samfund. En dedikation, som mærkes helt ud i det fjerneste hjørne i afdelingen, og som skaber et tæt og sammentømret team. Vi har et godt arbejdsmiljø på tværs af fagligheder og en uhøjtidelig omgangstone, hvor der er plads til både alvor og humor. Endelig er der enestående rammer og mulighed for personlig og faglig udvikling, men også et overskueligt arbejdsliv med høj grad af fleksibilitet og medbestemmelse.

Hvis du vil vide mere:
Du er velkommen til at kontakte cheflæge Christian Uggerby på tlf.nr. 61159756/ lægesekretær Dorte Nielsen på tlf.nr. 97643429, hvis du ønsker at få mere viden om jobbet.
Tjek også Instagram: retspsykiatrien_aalborg

Det praktiske:
Vi indhenter referencer på den person, vi ønsker at ansætte, og der vil blive indhentet straffeattest og børneattest.
I Region Nordjylland har vi røgfri arbejdstid.

Der er ansøgningsfrist torsdag den 3. april 2025
Samtaler forventes afholdt torsdag den 10. april 2025 om eftermiddagen.
Ansættelsesstart den 1. juni 2025 eller efter aftale.
Du får arbejdssted på Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg. I foråret 2026 flytter vi til Hospitalsbyen i Aalborg Øst.
Løn forhandles i henhold til gældende overenskomst.

 

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Fakta

Kontakt