Region Nordjylland har underskrevet aftale om nyt psykiatribyggeri

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Region Nordjylland har 8. juli 2022 underskrevet en aftale med Velliv og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard A/S om opførelsen af etape 2 på 19.000 kvm. til et nyt psykiatrisk hospital i Aalborg.
Jens Skinnebach fra A. Enggaard A/S og regionsrådsformand Mads Duedahl (V) giver håndslag på OPP-aftalen på det nye psykiatribyggeri.

Psykiatribyggeriet er Region Nordjyllands største OPP

- Byggeriet her er endnu et skridt mod en fremtidssikret psykiatri. Forudsætningerne for at kunne tilbyde patienterne sammenhængende og effektive patientforløb bliver bedre, når alle sengeafsnit nu kan samles på en matrikel i nye velindrettede bygninger. Jeg ser blandt andet frem til, at vi nu får et helt nyt og samlet spiseforstyrrelsesafsnit. Det bliver også spændende at kunne gøre brug af den nye hospitalsskole, der skal gøre det nemmere for indlagte børn og unge at komme tilbage til en hverdag, som ikke handler om sygdom, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand, Region Nordjylland.

Opførelsen af det nye psykiatriske hospital sker som et offentligt-privat partnerskab (OPP) med Velliv, A. Enggaard A/S og Region Nordjylland som partnere.

Det er Region Nordjyllands tredje og hidtil største OPP-projekt. Velliv og A. Enggaard A/S er markedsledende i Danmark på OPP-projekter.

Det psykiatriske hospital i Aalborg er det syvende OPP-projekt, som Velliv og A. Enggaard A/S opfører sammen.

- Vi er glade for, at Region Nordjylland har valgt at kigge i vores retning. OPP-projekter som dette er gode for vores pensionskunder. Der er tale om en langsigtet investering med et fornuftigt afkast og en lav risiko. Samtidig er detvigtigt for Velliv at bidrage til det samfund, vi er en del af. Og her har vi mulighed for skabe indbydende og trygge rammer til nogle af de borgere i Danmark, der ikke har det let, siger Ejendomsdirektør Solveig Rannje fra Velliv.

- Et nyt psykiatrisk hospital i Aalborg, der sikrer gode forhold for såvel patienter som personale, er en stor og vigtig opgave, som vi er stolte af at skulle varetage, og vi ser meget frem til at komme i gang. Vi har sammen med Velliv igennem 10 år opbygget en solid erfaring med OPP-projekter og vist, at det er en særdeles god model i kraft af de totaløkonomiske og langsigtede fordele, der følger med ved at sammentænke opførelse, drift og vedligehold allerede helt fra start, fortæller afdelingschef i A. Enggaard Anton Hessellund.

Første spadestik forventes at kunne tages i begyndelsen af 2023 med overlevering til Region Nordjylland i løbet af sommeren 2025.

Fakta

Det nye psykiatriske hospital bliver en del af det nye Universitetshospital i Aalborg. Det forventes at stå færdigt i sommeren 2025.

Byggeriet er et OPP-samarbejde mellem Region Nordjylland, A. Enggaard A/S og Velliv.

Det psykiatriske hospital kommer til at blive cirka 19.000 kvadratmeter stort.

Den nye bygning miljøcertificeres efter DGNB principperne. 

Investeringen udgør mere end 500 millioner kr.