Læger står klar til at overtage i Dronninglund
Læger klar til at tage over i Dronninglund
Forretningsudvalget besluttede tidligere i år, at man ville opsige kontrakterne med alles Lægehus om de fire udbudsklinikker i Region Nordjylland. Lægekapaciteterne skulle efterfølgende annonceres i håb om, at læger på overenskomstvilkår ville overtage dem.
Udbudsklinikkernes kapaciteter er placeret i Brovst, Dronninglund, Frøstrup og Hurup, og der har været gennemført annoncering af dem og behandling af ansøgere i Vurderingsudvalget og i udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen.
Til klinikken i Dronninglund var der to ansøgninger, og Region Nordjylland har tildelt kapaciteterne til en af ansøgerne.
- Klinikken i Dronninglund bliver overtaget af to læger, der ønsker at drive den sammen. Det er vi meget glade for, og vi ser frem til samarbejdet med dem, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen.
Klinikken overtages af lægerne Camille Højrup Ottosen og Sophia Natacha Evers, der vil være klar til at drive klinik fra 1. marts 2025.
Regionen vil lave tilbud i Brovst
I Brovst har der også været interesse for lægekapaciteterne, og der kom tre ansøgere til kapaciteterne, hvor man har valgt at gå videre med den ene ansøger.
Vedkommende er kun interesseret i én af de tre lægekapaciteter, der er tilknyttet klinikken i Brovst.
- Regionen kommer til at oprette en regionsklinik for de to af kapaciteterne for at sikre, at der fortsat er et tilbud til borgerne i Brovst. Den sidste af de tre kapaciteter kunne der ikke opnås enighed om i udvalget, og der skal træffes endelig afgørelse ved det næste regionsrådsmøde. Af hensyn til den videre proces, kan vi ikke sige yderligere på nuværende tidspunkt, siger Pia Buus Pinstrup.
Kapaciteterne i Frøstrup og Hurup kom der ingen ansøgere til i annonceringsperioden, men man har stadig mulighed for at kontakte regionen om mulighederne for overtagelse.
- Selvom der ikke kom nogle ansøgere til kapaciteterne Frøstrup og Hurup, så hører vi stadig meget gerne fra læger, der kunne have interesse for at slå sig ned i et af de to områder, siger Pia Buus Pinstrup.
Regionen vil oprette regionsklinikker
Hvis der fortsat ikke er interesse i nærmeste fremtid for at overtage de resterende kapaciteter, vil regionen oprette regionsklinikker pr. 1. marts 2025, når Region Nordjylland overtager kapaciteterne fra alles Lægehus.
- Vi gik ind i den her proces velvidende, at der måske ikke var interesse for alle områderne. Ingen kommer dog til at stå uden læge, da vi i stedet vil oprette regionsklinikker, hvis ingen interesserede byder sig til i den kommende periode, siger Pia Buus Pinstrup og fortsætter:
- Og selvom vi opretter regionsklinikker i områderne i første omgang, så går vi jo gerne i dialog med interesserede læger i fremtiden med mulighed for overtagelse af klinikkerne. Vi ser jo heldigvis ind i en tid, hvor flere og flere læger bliver uddannet i Nordjylland og ønsker at få klinik her.
Yderligere informationer
Læs den oprindelige nyhed om, at Forretningsudvalget ønskede at opsige kontrakterne med alles Lægehus om udbudsklinikkerne her: Region Nordjylland ønsker at opsige kontrakter med fire udbudsklinikker (rn.dk)