Læger klar til at overtage udbudsklinikken i Brovst
Sikrer kontinuitet for borgerne
Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen har på et ekstraordinært møde genbehandlet sagen om tildeling af lægekapaciteterne tilknyttet den nuværende udbudsklinik i Brovst.
Efter den oprindelige behandling er der kommet en ansøger på banen, som ønsker at overtage alle tre lægekapaciteter i Brovst.
- Vi traf ikke endelig beslutning om tildeling ved vores foregående møde i udvalget, da vi ikke kunne nå til enighed om Brovst. Efterfølgende er der kommet en ansøger, der ønsker at overtage alle tre lægekapaciteter, og derfor har vi tildelt dem lægekapaciteterne. Det skaber det bedste tilbud og den ønskede kontinuitet for borgerne i Brovst, når læger ønsker at overtage lægekapaciteter på overenskomstmæssige vilkår, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen.
Overtager kapaciteter i to omgange
Lægekapaciteterne i Brovst overtages af lægerne Thomas Hedebo Hansen og Rasmus Lund. Til den tredje kapacitet forventer de at finde en læge til at indgå i kompagniskab med dem.
Den første kapacitet overdrages til lægerne 1. marts 2025, når kontrakten med udbudsklinikken udløber. De resterende to kapaciteter vil blive overdraget 1. november 2025. I den mellemliggende periode vil Region Nordjylland sikre, at der er et tilbud til borgerne for de to lægekapaciteter.
- Vi er meget glade for, at lægerne ønsker at oprette en klinik i Brovst og sikrer et godt lægetilbud til borgerne i området. Vi ser frem til et godt samarbejde med dem. I perioden fra 1. marts til 1. november 2025 vil regionen oprette en regionsklinik og sikre, at der fortsat er et tilbud til borgerne Brovst, indtil lægerne er klar til at overtage alle tre lægekapaciteter, siger Pia Buus Pinstrup.
Yderligere informationer
Med overdragelsen af lægekapaciteterne i Brovst overdrager Region Nordjylland i alt fire ud af seks kapaciteter til læger på overenskomstmæssige vilkår, der i dag er tilknyttet udbudsklinikkerne, der opsiges pr. 1. marts 2025.
Læs de tidligere pressemeddelelser om udbudsklinikkerne:
Region Nordjylland ønsker at opsige kontrakter med fire udbudsklinikker (rn.dk)