Ny nordjysk screeningsindsats kan bane vej for national opfølgning efter graviditetsdiabetes
Skal hjælpe flere til at gå til årlig kontrol
Kvinder, der har haft graviditetsdiabetes, har markant øget risiko for senere at udvikle type 2-diabetes. Alligevel viser tal fra Region Nordjylland, at kun omkring 18 procent møder op til kontrol 4-6 år efter fødslen. Det skal et projekt fra Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN) nu være med til at ændre.
Fra februar 2026 vil Region Nordjylland som den første i landet sende årlige påmindelser via Digital Post til kvinder, der tidligere har haft graviditetsdiabetes. I første omgang vil omkring 3.500 nordjyske kvinder modtage brevet tæt på årsdagen for fødslen af deres barn.
Formålet er at minde kvinderne om den anbefalede kontrol hos egen læge, hvor forhøjet blodsukker kan opdages tidligt – før sygdommen udvikler sig og giver komplikationer.
- Alt for meget ansvar har hidtil ligget hos den enkelte kvinde. Med de årlige påmindelser vil vi gøre det lettere at tage imod et vigtigt sundhedstilbud og opdage sygdommen i tide, siger Poul Erik Jakobsen, direktør ved SDCN.
Kvinderne falder fra, når hverdagen tager over
Selvom blodsukkeret hos de fleste kvinder normaliseres efter fødslen, forsvinder risikoen for type 2-diabetes ikke. Studier viser, at omkring 50 procent af kvinder med tidligere graviditetsdiabetes enten får forhøjet langtidsblodsukker eller udvikler type 2-diabetes 10-14 år efter fødslen.
Når regionale data samtidig viser, at tilslutningen til kontrol falder markant i årene efter fødslen, så vil en stor gruppe kvinder være i risiko for at gå for lang tid med uopdaget diabetes, lyder vurderingen fra Trine Tang Christensen, der som overlæge ved SDCN er involveret i projektet om graviditetsdiabetes.
- Vores oplevelse er, at det sjældent handler om manglende vilje, når kvinderne dropper kontrollerne. Det handler om en travl hverdag, hvor kvindens egen sundhed let ryger i baggrunden, og det kan vi forhåbentligt ændre gennem projektet her, siger Trine Tang Christensen.
Risikoen forsvinder ikke med fødslen
Catrine Knøsgaard Christensen havde graviditetsdiabetes i 2015 og er en af de mange kvinder, der ikke er kommet til opfølgende kontrol efter fødslen. For hende handlede det ikke om et aktivt fravalg, men om manglende viden:
- Da min søn blev født, blev mit blodsukker tjekket et par dage efter på hospitalet. Tallene var fine, og så tænkte jeg ikke mere over det. Jeg troede, det var overstået med graviditeten, siger hun.
Catrine var ikke opmærksom på, at det anbefales at få kontrolleret blodsukkeret efter graviditeten, og hun har derfor ikke fået målt sit langtidsblodsukker siden.

Catrine Knøsgaard Christensen under sin graviditet i 2015.
Et projekt med nationalt perspektiv
Påmindelserne er en del af et 5-årigt projekt (2026-2030) gennemført af SDCN i samarbejde med almen praksis.
Projektet er samtidig en del af et samarbejde på tværs af Steno Diabetes Centrene, og tilsvarende initiativer er på vej i Region Syddanmark og Region Sjælland.
Effekten af indsatsen vil blive evalueret med henblik på en eventuel permanent ordning. På landsplan har i omegnen af 35.000 kvinder haft graviditetsdiabetes de sidste ti år.
Kontaktpersoner
Poul Erik Jakobsen
Direktør, Steno Diabetes Center Nordjylland
Mobil: 20 60 64 03 | poul.erik.jakobsen@rn.dk
Trine Tang Christensen
Overlæge, Steno Diabetes Center Nordjylland
Mobil: 23 27 33 84 | ttc@rn.dk
Catrine Knøsgaard Christensen
Tidligere diagnosticeret med graviditetsdiabetes
Mobil: 26 17 05 77