Byggeriet af TrygFondens Familiehus Aalborg er i gang
Tilbud til børnefamilier på vej
Når længerevarende sygdom rammer i den nærmeste familie, er børnene og de pårørende en særlig sårbar gruppe. Som ofte er påvirket ikke bare af sygdomsforløbet, men måske også at skulle være væk hjemmefra i længere tid.
Et nyt familiehus ved Aalborg Universitetshospital skal hjælpe og støtte familierne i fremtiden. Men først skal huset bygges. Og det er nu godt på vej.
En visualisering af, hvordan det færdige Familiehus kommer til at se ud. Kreditering: Granly Tømrer- og Snedkerforretning.
Onsdag 20. august blev det første spadestik taget på grunden, hvor TrygFondens Familiehus Aalborg i 2027 vil stå klar til at tage imod børnefamilier.
- Når sygdom rammer, rammer det sjældent kun ét menneske. Det rammer hele familien. Med TrygFondens Familiehus Aalborg bygger vi rammerne for hjerterum, for nærhed, for tryghed. Vi bygger et hjem væk fra hjemmet til familier i en svær situation. Jeg vil gerne på vegne af hele Region Nordjylland rette en stor og varm tak til TrygFonden. Deres støtte kommer til at gøre en stor forskel langt ind i fremtiden for mange familier, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand, Region Nordjylland.
TrygFondens Familiehus Aalborg vil være for børnefamilier, hvor enten barn eller forælder er indlagt på grund af længerevarende, alvorlig eller kronisk sygdom. Tilbuddet vil give en bedre mulighed for, at familierne kan få et mere normalt hverdagsliv og bevare sammenhængskraften i familien under svære omstændigheder.
Det er TrygFondens fjerde familiehus, og bæredygtighed er tænkt ind som en grundpille i byggeriet.
- Vi ved fra erfaringer i vores andre familiehuse, at det at kunne være tæt på hinanden, når sygdom rammer, har enorm betydning. Et familiehus kan ikke fjerne sygdommen, men det kan give plads til det, der lindrer: nærhed og samvær, og at familierne mens de bor i huset føler sig set, støttet og styrket. Derfor ser vi meget frem til at vores bidrag kommer til at understøtte mennesker her i Nordjylland med nu også et nordjysk familiehus, siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.

Mads Duedahl og Galina Plesner tog sammen det første spadestik til TrygFondens Familiehus Aalborg
TrygFondens Familiehus Aalborg opføres i Hospitalsbyen i Aalborg Øst i umiddelbar tilknytning til selve hospitalet. Det bliver derfor nemt for familierne at bevæge sig mellem hospitalet og familiehuset.
Hospitalsledelsen ser frem til at kunne tilbyde børnefamilier et trygt ophold, når familiemedlemmer er indlagt.
- TrygFondens donation er ikke kun en investering i et byggeri, det er en investering i menneskers livskvalitet og et mere understøttet sygdomsforløb. Aalborg Universitetshospital sætter stor pris på TrygFonden som samarbejdspartner, og familiehuset kommer til at gavne mange patienter og pårørende, siger Søren Pihlkjær Hjortshøj, lægefaglig direktør, Aalborg Universitetshospital og formand for styregruppen bag TrygFondens Familiehus Aalborg.
Selve driften af TrygFondens Familiehus bliver i en selvejende institution. Arbejdet med at etablere denne vil ske, imens man opfører familiehuset.
Ud over et tilskud fra Region Nordjylland til driften vil man også søge sponsorater fra eksterne parter, bl.a. til inventar og adoption af værelserne i familiehuset frem mod huset står klar. Styregruppen hører meget gerne fra interessenter, der kunne være interesseret i at sponsorer og ønsker at hører nærmere.
TrygFondens Familiehus Aalborg forventes at blive indviet i foråret 2027.
Yderligere informationer
- TrygFondens Familiehus Aalborg skal drives som en selvejende institution, når det står færdigt.
- Værelserne udbydes til sponsorater, som skal indgå i driften
- TrygFonden har støttet opførelsen med godt 25 mio. kr.
- TrygFondens Familiehus Aalborg vil rumme 10 familielejligheder. Dertil vil være en række fællesarealer og faciliteter til de familier, der får et ophold i familiehuset.
- TrygFondens Familiehus Aalborg bliver det fjerde familiehus i landet, som TrygFonden har støttet.
- Granly Tømrer- og Snedkerforretning A/S er totalentreprenør på byggeriet af TrygFondens Familiehus Aalborg
Kontaktpersoner
Mads Duedahl (V), Regionsrådsformand, Region Nordjylland.
Mobil: 24 40 24 18 | mads.duedahl@rn.dk
Galina Plesner, Projektchef, TrygFonden.
Mobil: 40 98 50 56 | gp@trygfonden.dk
Søren Pihlkjær Hjortshøj, Lægefaglig direktør, Aalborg Universitetshospital, samt formand for styregruppen for TrygFondens Familiehus Aalborg
Mobil: 42 60 30 24 | sph@rn.dk