Hidtil største undersøgelse af nordjyske børns mentale trivsel er skudt i gang

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Den kommende tid skal de fleste nordjyske skolebørn i 5.-10. klasse i skoletiden svare på spørgsmål om deres mentale trivsel. Det bliver den største nordjyske undersøgelse af skolebørns mentale trivsel. Undersøgelsen er en del af det 5-årige partnerskabsprojekt ”Bedst For Os”, der skal tilvejebringe viden om og komme med konkrete løsninger til, hvordan man hurtigere kan hjælpe børn og unge i psykisk mistrivsel.

Undersøgelse indgår i stort projekt

De fleste nordjyske skolebørn fra 5.-10. klasse – omkring 35.000 - skal i tiden frem mod 20. april bruge noget af deres skoletid på at besvare et spørgeskema om deres mentale trivsel. Spørgeskemaundersøgelsen indgår i projektet TiNBU (Trivsel i Nordjylland Børn og Unge) og er en del af det 5-årige partnerskabsprojekt, Bedst for Os, der skal sikre bedre og hurtigere hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel. TiNBU gennemføres i samarbejde mellem Forskningsenheden for Børne- og Ungdomspsykiatrien, Region Nordjylland samt alle folkeskoler i 10 af 11 nordjyske kommuner.

- Det er den største og hidtil mest tilbundsgående undersøgelse af nordjyske børns mentale trivsel. Undersøgelsen skal give os vigtig indsigt i elevernes mentale trivsel, samt hvilke bagvedliggende årsager der kan påvirke trivslen. Den viden kan også være med til at give os en bedre idé om den mentale trivsel generelt blandt børn og unge i Danmark, forklarer Christina Horsager Pedersen, der er læge og seniorforsker ved Forskningsenheden for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland.

Anne-Dorte Bast, er klasselærer i 8Q, og hun oplever, at det for nogen elever er hårdt at gå i skole: ”Det er dejligt, at eleverne bliver spurgt ind til deres trivsel. Her på skolen går vi meget op i elevernes trivsel, for uden god trivsel lærer man ikke noget."

Alle svar og data behandles fortroligt

Svarene fra eleverne bliver koblet med barnets personoplysninger, og al data bliver naturligvis behandlet som fortrolige data og udelukkende brugt til forskning og statistik. Det bliver dermed muligt at lave statistiske analyser af børn og unges mentale trivsel samt de faktorer, der kan påvirke den.

- Resultaterne vil danne grundlag for bedre forebyggelse og udvikling af tidlige indsatser, så flere får den nødvendige støtte, inden problemerne udvikler sig og får alvorlige konsekvenser senere i livet. Børnenes svar er derfor med til at skabe vigtig viden, som kan styrke børns og unges sundhed og mentale trivsel, siger Christina Horsager Pedersen.

Hvis barnet ikke er i skole den dag, undersøgelsen finder sted, sendes spørgeskemaet med digital post til forældrene og eleven.

Forældre og børn over 15 år kan undlade at svare på undersøgelsen, ligesom det er muligt at trække besvarelsen tilbage frem til 20. april.

Der var fuld koncentration under besvarelsen af spørgeskemaet.

Yderligere informationer

Om Bedst for Os

  • Bedst for Os er et 5-årigt projekt, der støttes med op til 150 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden og 30 mio. kr. af Det Obelske Familiefond. Bedst for Os skal komme med konkrete løsninger til, hvordan målsætningerne på det børne- og ungdomspsykiatriske område i den nationale 10-årsplan for psykiatrien kan nås.

Projektet tager udgangspunkt i det regionale område i Nordjylland, hvor fagprofessionelle aktører i kommuner, skoler, praktiserende læger samt civilsamfundet vil arbejde tæt sammen for at forbedre hjælpen til børn og unge i psykisk mistrivsel og behandling.

Kontaktpersoner

Christina Horsager Pedersen
Læge og seniorforsker, Forskningsenheden for Børne- og Ungdomspsykiatrien, Aalborg Universitetshospital
Telefon: 26 22 25 12 | christina.pedersen@rn.dk

Jan Mainz
Programdirektør, Bedst For Os, Aalborg Universitetshospital
Telefon: 25 57 90 33 | jan.mainz@rn.dk