Uddannelsesfestival på Regionshospital Nordjylland i Hjørring
Forskellige fagligheder og gode jobmuligheder
Til uddannelsesfestivalen er personale fra et bredt udpluk af hospitalets mange afdelinger til stede og vil vise og fortælle om deres uddannelse og arbejde. Formålet er vise hospitalets og sundhedsvæsenets mange uddannelses- og jobmuligheder frem for unge mennesker og vise dem, hvordan deres fremtid kan se ud i sundhedsvæsenet.
- Vi glæder os til at give en masse unge mennesker et indblik i sundhedsvæsenets mange muligheder for et meningsfuldt arbejdsliv. Det er en verden, hvor man møder mennesker, der har behov for ekspertise, omsorg og støtte i forskellige situationer, men også et sted, hvor mange fagligheder er med til at løse alle hverdagens opgaver på et hospital. Én ting er helt sikkert, med en uddannelse i sundhedsvæsenet er man med til at gør en forskel, siger Charlotte Fuglesang, sygeplejefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.
Klokken 13 bliver uddannelsesfestivalen åbnet med tale fra Mogens Gade (V), regionsrådsmedlem og formand for Sundhedsråd Vendsyssel. Herefter vil der være indslag på scenen fra de repræsenterede afdelinger indtil uddannelsesfestivalen lukker klokken 16.
Uddannelsesfestival med aktiviteter
De besøgende kan gå på opdagelse i de mange uddannelser i opstillede telte, hvor personale og studerende er til stede i standene.
- Hos jordemødrene kan de besøgende opleve en fødselssimulering og være med til at tage imod et barn.
- Social- og Sundhedsassistenter står klar med et lykkehjul, hvor man blandt andet kan prøve at måle blodtryk, give en injektion og dosere medicin.
- Fysioterapeuterne og ergoterapeuterne viser, hvordan man forflytter patienter og hvilke hjælpemidler, der hjælper patienter med f.eks. påklædning.
- I operationsteltet kan man prøve hygiejnisk håndvask, lave suturer og bruge diatermi ved at brænde i kød, som svarer til at brænde i væv og hud.
- Diætisterne har smagsprøver med på berigede ernæringsdrikke, som bruges til behandling af patienter med synkebesvær eller som er småtspisende.
- Lægerne fra Sportsmedicinsk Center står klar med løbe- og træningsprogram til sportsskader.
- Erhvervsuddannelser som portører, rengøring, køkken, klima og logistik fortæller, hvordan de er med til at løse hverdagens opgaver på hospitalet.

Hos jordemødrene kan de besøgende opleve en fødselssimulering og være med til at tage imod et barn.
Yderligere informationer
Fredag 8. maj fra 13-16
Festivalen afholdes på hospitalets store parkeringsplads
Bispensgade 37, 9800 Hjørring
Besøgende kan få en gratis rejsebillet ved at downloade appen Rejsebillet og bruge linket: https://qrco.de/bghPRA
Kontaktpersoner
Charlotte Fuglesang
Sygeplejefaglig direktør, Regionshospital Nordjylland
Mobil: 24 25 94 55 | c.fuglesang@rn.dk
Udgivet af:
Carsten Randers
Regions- og Direktionssekretariatet
Pressekonsulent
Telefon
29 26 02 81