Styrket lægetilbud i Brønderslev og Hirtshals

I alt tre såkaldte 0-kapaciteter er tildelt to læger i lægedækningsområde Brønderslev og Hirtshals. Regionen arbejder målrettet med at få besat flere ledige lægekapaciteter og er i god dialog med læger om muligheden for at drive praksis i Nordjylland.

Tre nye lægekapaciteter tildelt

Region Nordjylland har søgt efter af få en række ledige lægekapaciteter besat, og efter fristens udløb er tre af de ledige lægekapaciteter blevet tildelt praktiserende læger. 

I lægedækningsområde Brønderslev har læge Anette Vittrup, der i forvejen driver lægeklinik i Brønderslev Sundhedshus, fået tildelt en 0-kapacitet, så klinikken kan udvides med endnu en læge.

I lægedækningsområde Hirtshals har læge Tordis Beck Helleland fået tildelt to 0-kapaciteter. Det er planen, at hun selv indtræder i den ene, og er i dialog med yderligere en læge om et samarbejde om den anden kapacitet.

- Vi er meget glade for, at vi endnu en gang er lykkedes med at styrke vores lægetilbud i regionen. Vi er inde i en god stime, hvor vi lykkes med at tiltrække flere læger og udvider eksisterende tilbud, så nordjyderne over tid får et bedre lægevalg, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen. 

De tildelte kapaciteter er såkaldte 0-kapaciteter, hvor der ikke følger patienter med, så man skal selv opbygge et patientgrundlag over tid. 

I god dialog med potentielle læger

Region Nordjylland har seks kommuner, som er vurderet lægedækningstruede. I de kommuner har regionen mulighed for at gøre en ekstra indsats for at sikre bedre lægetilbud til borgerne på baggrund af en fælles aftale mellem Regeringen og Danske Regioner. 

Region Nordjylland havde søgt efter læger til i alt ni kapaciteter i den seneste runde, hvoraf de tre er blevet tildelt til læger for nuværende.

Regionen er i god dialog med flere potentielle kandidater, der på sigt kunne have interesse i at drive egen praksis eller indgå i eksisterende tilbud. Flere unge læger vil i den nærmeste fremtid blive inviteret til dialogmøder, hvor de kan få mere information om, hvordan man driver praksis, og hvilke muligheder og hjælp regionen kan tilbyde dem. 

- Vi er klar over, at det ikke er en problemstilling, der bliver løst med et snuptag. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at gå i dialog, skabe gode vilkår og sikre, at flere læger får øjnene op for de gode muligheder for at slå sig ned i almen praksis i Nordjylland. Vi har momentum nu og intensiverer vores indsats, for der er stadig flere områder, som har behov for et bredere lægetilbud, end det er tilfældet i dag, siger Pia Buus Pinstrup.