Den Præhospitale Virksomhed modtager Patienternes Pris 2026

Om Regionen Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Ro, tryghed, hjertevarme og professionalisme er ord, der kendetegner medarbejdere ved Den Præhospitale Virksomhed. Netop de ord har stor betydning, når man arbejder med borgere i situationer, der ofte er akutte og præget af stor utryghed. Derfor går prisen i år til medarbejderne ved Den Præhospitale Virksomhed.

Prisværdigt

Julie, tidligere patient, skriver:

- Fra det sekund de kom til mig, lagde de meget vægt på, at nu tog de over, og jeg kunne slappe af. Det blev gentaget mange gange, at nu var jeg i gode hænder, og de skulle nok hjælpe mig. Den ro gjorde, at jeg kunne slappe af i situationen og føle mig helt tryg. At de formåede det i en situation, hvor jeg var utryg og bange, var virkelig prisværdigt!

Prisen går til hele kæden

Præhospital direktør, Maibrit Brandt, siger om prisen:

- Vi er utrolig stolte af at modtage Patienternes Pris. Vi har igennem årene haft et støt stigende antal opkald på 1-1-2 og ambulancekørsler, og hver dag møder medarbejderne ind og er klar til at gøre en enorm forskel for de borgere, der har brug for hjælp. Det ér prisværdigt, og jeg er glad for og rørt over, at borgerne i den situation, de ofte er i hos os, bemærker og ikke mindst tager sig tid til at indstille medarbejderne. Tak for det.

- Det er vigtigt for mig at sige, at prisen tilegnes hele den præhospitale kæde, lige fra opkald til 1-1-2 eller fælles visitation, disponering af køretøjer, akutte kørsler, patientoverførsler og det administrative setup, der blandt andet sikrer kompetenceudvikling og kvalitet. Uden hele kæden ville patienterne ikke opleve den gode og professionelle behandling, de gør i dag. Tilfredsheden kan vi også se i den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse, hvor Nordjylland faktisk ligger i top med tilfredsheden med ambulancetjenesten.

- Kæmpe tillykke til medarbejderne – det er fortjent.

En vigtig modtager

Kristina Valentin, forperson for Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland siger:

- Den Præhospitale Virksomhed hjælper borgere i deres livs værste situationer. De møder mennesker i alle aldre fra alle dele af samfundet og med både somatisk eller psykiatrisk sygdom og tilskadekomst. Og de skal kunne rumme det hele. Alligevel formår de med enorm faglighed, medmenneskelighed og hjertevarme at gøre patienterne trygge. Ligefrem give en god oplevelse, som en indstiller skrev.

- Det er lige præcis det, Patienternes Pris handler om - at skabe tryghed og gode oplevelser på trods. Det gør medarbejderne ved Den Præhospitale Virksomhed, og derfor er jeg glad for at prisen i år går hertil.

Om prisen

Det er Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland, der uddeler prisen. Modtageren får overrakt 25.000 kr. og et maleri af en nordjysk kunstner.

Patienter og pårørende kan året rundt indstille enheder, afdelinger eller afsnit i det nordjyske sundhedsvæsen, når de ønsker at anerkende personalet for deres arbejde. Hvert efterår samles indstillingerne, og der udpeges en vinder.

Der er i år kommet 377 indstillinger i alt, der på hver sin måde viser, hvordan de enkelte enheder har patienter og pårørende i gode hænder.

På Patienternes Pris kan man se en oversigt over årets indstillinger samt over tidligere års vindere.

 

Herunder nogle fotos fra morgenfejringen fra de baser, hvor medarbejderne ikke allerede var drønet videre til den næste patient.