Eksempler på innovationsprojekter

I Region Nordjylland gennemføres kontinuerligt en lang række projekter og initiativer for at forbedre service og effektivitet i sundhedssektoren. Her fokuseres på de projekter og samarbejder, der har relevans for det nordjyske erhvervsliv. Se afsluttede og igangværende innovationsprojekter og samarbejder.

MyMedCards

One-Stop-Shop støtter et projekt der fokuserer på en effektiv og brugervenlig måde at håndtere den dynamiske vidensdeling indenfor sundhedsvæsenet. Idéen er at erstatte de analoge kittelkort, som har til formål at give personalet hurtig og nem adgang til nyttig viden, uden behov for opslag i de tunge instruksdatabaser.

Projektet afvikles i samarbejde mellem en privat aktør og Aalborg Universitetshospital, med støtte fra One-Stop-Shop.


Robot-teknologi

One-Stop-Shop har støttet et projekt omhandlende udvikling af en robot, der ud over at understøtte at patienterne bliver hurtigere raske, samtidig skåner personalet for uhensigtsmæssige løft med bedre arbejdsmiljø til følge.

Projektet afvikles i samarbejde mellem en privat virksomhed og et plejehjem med støtte fra One-Stop-Shop.


Sengeløfter

One-Stop-Shop har i samarbejde med Aalborg Universitetshospital og en privat aktør sat gang i afprøvningen af en mobil sengeløfter, der giver hospitalets servicepersonale mulighed for at rengøre senge eksempelvis på patientstuer under arbejdsmiljømæssigt gunstige forhold.

I projektet har One-Stop-Shop en faciliterende rolle mellem den private virksomhed og de involverede faggrupper på Aalborg Universitetshospital, og har ydermere støttet projektet økonomisk gennem en Offentlig-Privat-Innovations-aftale.


Tilbehør til robotkirurgi

I samarbejde med en privat virksomhed og Aalborg Universitets Hospital faciliterer One-Stop-Shop et projekt om tilbehør til brug under robotkirurgi. Hospitalets kirurgiske eksperter samarbejder med virksomheden om udviklingen af det aktuelle tilbehør og One-Stop-Shop støtter projektet økonomisk i forbindelse med udviklingen af prototyper.

I det konkrete projekt samarbejder One-Stop-Shop med medarbejdere i Idéklinikken, der besidder vigtig viden inden for dette felt.


Tryghedsskabende Akutmodtagelse

Idéklinikken og One-Stop-Shop har i samarbejde med Philips og Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital gang i udviklingen af en ny modtage-stue. Dette projekt, der går under navnet Tryghedsskabende Akutmodtagelse, tænker oplevelsesdesign ind i indretningen af fremtidens hospitalsstue.

Ved at minimere stuens kliniske udtryk med virkemidler som lys, lyd, billede og møblement skabes en mere behagelig atmosfære, der særligt i forhold til børn forventes at virke angstdæmpende og reducere brugen af beroligende medikamenter.