Drømmer du om at udvikle dig som sygeplejerske indenfor det akutte speciale?

Så kan du nu ansøge om en uddannelsesstilling til specialsygeplejerske i akutsygepleje eller om en stilling som specialsygeplejerske i akutsygepleje

Til dig der drømmer om en uddannelsesstilling på Specialuddannelsen for sygeplejersker i akutsygepleje
Drømmer du om at udvikle dig som sygeplejerske indenfor det akutte speciale? Er du struktureret i din sygepleje og din læring? Som specialsygelejerske i akutsygepleje opnår du specialiserede sygeplejefaglige færdigheder og kompetencer til at kunne vurdere den akutte patients symptomer og du opnår specialiserede kliniske kompetencer til selvstændigt at iværksætte behandling ud fra anerkendte faglige standarder.
Som kursist på specialuddannelsen vil du gennemgå et spændende og struktureret uddannelsesforløb, hvor du vil opnå kompetencer til at varetage sygeplejen til akutte syge patienter, anvende avanceret teknologi og navigere i komplekse etiske og kulturelle dilemmaer. Du vil blive en del af et team med fantastiske kollegaer, der lægger stor vægt på både faglig og personlig udvikling.
Region Nordjylland uddanner specialsygeplejersker i akutsygepleje på Aalborg Universitetshospital i Thisted og Aalborg og på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
Uddannelsesforløb
Specialuddannelsen forløber over 1½ år fordelt på tre uddannelsesperioder, der hver afsluttes med en prøve/eksamen. Specialuddannelsen er tilrettelagt med en veksling mellem teoretisk og klinisk uddannelse. Den kliniske del af uddannelsen er tilrettelagt med supervision og vejledning og du vil løbende skulle lave kompetencekort, mindre skriftlige opgaver samt deltage i simulationstræning, mm. Den teoretiske del af uddannelsen foregår i Aalborg ved UCN Act2learn. Adgang til egen PC er en nødvendighed.
Den kliniske og teoretiske uddannelse finder sted under en regional fuldtidsansættelse. Uddannelsen tilrettelægges med tjeneste på flere forskellige akutte afsnit i Region Nordjylland. Du skal forvente, at uddannelsen kan kræve transporttid til forskellige adresser i regionen. I uddannelsen indgår også eksterne praktikophold.

Når du har bestået specialuddannelsen i akutsygepleje, får du titlen: ”Specialsygeplejerske i akutsygepleje”, og du overgår fra en uddannelsesstilling til en ansættelse som specialsygeplejerske.

Funktionsområdet for en specialuddannet sygeplejerske i akutsygepleje er rettet mod behandling af patienter på sygehusenes akutafdelinger ud fra specialiseret viden og kliniske færdigheder, herunder tværfaglig og tværsektoriel koordinering og samarbejde, forløbsledelse, flowkoordination og visitation samt kvalitetsudvikling og undervisning på akutafdelinger.

Om dig
Du skal være indstillet på at deltage i en uddannelse, hvor der udenfor arbejdstiden skal læses teori og udarbejdes skriftlige produkter. Du forventes at tage ansvar for dit uddannelsesforløb og at du er fokuseret på at nå målene i din uddannelse i samarbejde med den uddannelsesansvarlige sygeplejerske og kursistvejlederne i afsnittene. Du skal kunne lide at arbejde selvstændigt og trives med at tage ansvar.

Adgangskrav
Du er kvalificeret til at søge ind på specialuddannelse i akutsygepleje, hvis du har dansk autorisation som sygeplejerske og har bestået dansk eller udenlandsk eksamen i sygepleje på bachelorniveau eller eksamen i sygepleje suppleret med videnskabsteori og –metode på diplomniveau. Dertil skal du have mindst to års erfaring som sygeplejerske på min. 32 timer ugentlig, hvoraf mindst 12 måneder har været på en somatisk akutafdeling.

Hvis du ikke har eksamen i sygepleje på bachelorniveau eller har suppleret med videnskabsteori og –metode på diplomniveau, er du velkommen til at kontakte uddannelseskonsulent, Rikke Rasmussen (r.rasmussen@rn.dk) for at høre om dine muligheder for at ansøge til specialuddannelsen.


Hvad tilbyder vi
Vi arbejder hele tiden på at give dig de bedste forudsætninger for at lære nyt i klinisk praksis. Du bliver tilknyttet uddannelsesansvarlige akutsygeplejersker og kursistvejledere, der vil støtte dig gennem din uddannelse, så du hele tiden udvikler dig. Løbende sparring, følgedage og faglig udvikling prioriteres højt, og du vil opleve, at de faglige udfordringer aldrig løber ud.
Der er 16 uddannelsesstillinger i Region Nordjylland med opstart på uddannelsen d. 1. september. Du kan finde yderligere information om Specialuddannelsen for sygeplejersker i akutsygepleje her: Sygeplejefaglig videreuddannelse
Praktisk information
Motiveret ansøgning, detaljeret CV (Ansættelsesbrøk og varighed af den enkelte ansættelse samt evt. orlovsperioder skal tydeligt fremgå med måneds angivelse), dokumentation af tidligere ansættelsesforløb (kan f.eks. anskaffes via lønkontoret), eksamenspapirer, autorisation som sygeplejerske og relevant efteruddannelse fremsendes via link. Løn efter overenskomst for Ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område og forhåndsaftale.

Sidste frist for ansøgning er mandag d. 6. april 2026. Der holdes ansættelsessamtaler 14/4-2026

Til dig der drømmer om en stilling som specialsygeplejerske i akutsygepleje
Et akutmiljø med bredde og ansvar
Akutafdelingen på Regionshospitalet Nordjylland er hospitalets centrale indgang for patienter med akutte behandlingsbehov. Vi er et spændende afsnit, der håndterer hovedparten af hospitalets akutte indlæggelser og ambulante forløb og modtager både medicinske og ortopædkirurgiske traumepatienter.
Vi arbejder på tværs af specialer – herunder medicin, kardiologi, kirurgi, pædiatri, psykiatri og gynækologi. Så hos os vil du som specialesygeplejerske indgå i et bredt tværfagligt samarbejde omkring den akutte patient.
Vi varetager skadestuefunktion, samarbejder med lægevagten og driver observationsafsnit med op til 24 timers ophold.
Derudover har vi ansvar for hospitalets flowkoordination – en central funktion for effektiv patientlogistik og optimal udnyttelse af sengekapaciteten.
Hos os skal du kunne favne bredt.

Vi forventer, at du kan bevare overblikket – også når tempoet er højt og kompleksiteten stor. Du prioriterer sikkert og med klinisk dømmekraft, arbejder tæt og respektfuldt sammen med dine kolleger og bidrager aktivt til det tværfaglige samarbejde. Du er omstillingsparat, når situationen kræver det, og du møder dit arbejde med faglig stolthed og ansvarlighed.


Vi søger dig, der:
  • Har gennemført specialuddannelsen for sygeplejersker i akutsygepleje
  • Arbejder struktureret og bevarer overblik under pres
  • Tager fagligt ansvar og bidrager til kvalitet og udvikling
  • Trives i forandring
  • Værdsætter tværfagligt samarbejde og tydelig kommunikation


Vi tilbyder:
  • Et akut specialebredt miljø med høj faglig kompleksitet
  • Struktureret oplæring – også til den erfarne
  • Faglig sparring og stærkt kollegialt fællesskab
  • En afdeling, hvor du bliver set, hørt og forventet at bidrage


Arbejdstid og vagtstruktur
Vi prioriterer fleksibilitet og planlægger med afsæt i dine ønsker og livssituation.
  • Dag-/aftenvagter eller dag-/nattevagter
  • Ca. 12 vagter pr. 6-ugers rul
  • Weekendvagter individuelt tilrettelagt (typisk hver 2., 3. eller 4. weekend i 8- eller 12-timers vagter)

Det praktiske
Stillingen er som udgangspunkt fuldtid med tiltrædelse 1. maj 2026 eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område indgået med DSR mfl.
Sidste frist for ansøgning er mandag d. 6. april 2026. Der holdes ansættelsessamtaler 14/4-2026.
 
 


Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.

Fakta

Kontakt