Ledende overlæge, Anæstesi og Intensiv Afdeling, Aalborg Universitetshospital med funktion som UAO

Du har nu mulighed for at være med til at præge den uddannelsesmæssige udvikling indenfor det anæstesiologiske og intensive fagområde på Aalborg Universitetshospital.
Vi søger nemlig en ledende overlæge til varetagelse af afdelingens lægelige uddannelse i Anæstesi og intensiv Afdeling.
Stillinger er ledig til besættelse pr. 1. september 2024, eller efter aftale.


Om jobbet som ledende overlæge:  
Anæstesi og Intensiv Afdeling prioriterer uddannelse højt med bl.a. daglig undervisning til morgenkonferencer, staff-meeting, intern undervisning, temadag og fælles lægeligt seminar årligt. Foruden de vanlige overenskomstmæssige uddannelsesrettigheder har alle speciallæger hos os årligt et rådighedsbeløb til efteruddannelsesformål. Dette udgør for overlæger p.t. kr. 27.756 årligt. Afdelingen prioriterer SSAI uddannelser indenfor de relevante anæstesiologiske områder for at sikre at fagligheden vedvarende er på et højt universitært niveau.

Ved ansættelse af en ledende overlæge med ansvar for det samlede uddannelsesområde ønsker afdelingen at styrke området yderligere, sikre faglige kompetencer, afvejning og prioritering af uddannelsesområdet, således at faglig trivsel og tilknytning styrkes.

Du vil som ledende overlæge for uddannelse indgå i et dynamisk lederteam og bliver en del af afdelingens ledergruppe (udvidede afdelingsledelse) sammen med cheflægen, de 6 ledende overlæger, de 2 chefsygeplejersker og de i alt 10 ledende oversygeplejersker. I afdelingens ledergruppe vil den ledende overlæge for uddannelse få et medansvar og medindflydelse på afdelingens udvikling på kort og lang sigt.

Den ledende overlæge er medansvarlig for aktivitet, faglig kvalitet og økonomi på tværs af hele afdelingen med det formål at understøtte afsnittets og afdelingens fælles opgave med sikring af effektive patientforløb af højeste faglige standard.

Den ledende overlæge har i samarbejde med de øvrige ledere i afdelingen ansvaret for at sikre og bidrage til faglig udvikling, forskning, uddannelse, trivsel og et godt arbejdsmiljø for alle uddannelsessøgende og ansatte i afdelingen.


Den ledende overlæge i uddannelse får det lægefaglige ansvar, organisatorisk ansvar og personaleansvaret for hoveduddannelseslægerne samt ansvarsområdet uddannelse for hele lægegruppen på Anæstesi og intensivafdelingen i tæt samarbejde med den uddannelsesansvarlige overlæge.


Ledelses profil 
  • Du brænder for ledelse  
  • Du har lyst til at udvikle sig som leder 
  • Du er en synlig, tilstedeværende og tilgængelig leder med gode kommunikative og samarbejdende evner 
  • Du har mod på i samarbejde med kollegaer og afdelingsledelse at udvikle patientnær ledelse 
  • Du har forståelse for opgaven med organisatorisk ledelse som rammen for den kliniske og faglige opgave 
  • Du formår at omsætte og agere ud fra afdelingens vision og strategiske kompas 
  • Du er visionær, har en konstruktiv tilgang til udfordringer og bidrager til Anæstesi og Intensiv Afdelings sammenhængskraft og gode samarbejdsrelationer på tværs af hospitalet  


Faglige kvalifikationer
Vi søger en erfaren speciallæge, med generelle kompetencer indenfor det anæstesiologiske speciale og specifikke kompetencer indenfor uddannelse af læger.
  • Dansk speciallægeautorisation i anæstesiologi 
  • Opdaterede faglige kundskaber indenfor uddannelsesområdet 
  • Dokumenteret funktioner indenfor uddannelsesområdet
  • Dokumenterede kompetencer i henhold til de 7 lægeroller 
  • Dokumenteret forskningsaktivitet 
  • Gode tværfaglige samarbejds- og formidlingsevner, samt evne til at fungere i tværgående relationer 
  • Motivation for, og evne til, at fremme og udvikle en samarbejdende kultur 
  • Erfaring med ledelse er en fordel
Det kræves, at du har mindst 5 års anciennitet efter speciallægeanerkendelse.

De ledende overlæger deltager i den almindelige kliniske drift i hele afdelingen. Der reserveres tid til administrative opgaver.

Anæstesi og Intensiv afdeling tilbyder:
  • En arbejdsplads med et fantastisk engageret personale, hvor alle tilstræber et miljø med høj trivsel og faglighed.
  • Teamsamarbejdet i centrum og patienten i fokus.
  • Stor forståelse for hinandens opgaver og vægt på, at alle har en god arbejdsdag.
  • Prioriteret tværprofessionelt samarbejde med tværfaglige møder for at sikre optimalt samarbejde og behandling.
  • Årligt rådighedsbeløb til efteruddannelse på kr. 27.756 for overlæger.

Fagområderne
Anæstesi og Intensiv Afdeling rummer mange anæstesiologiske og intensive fagområder heraf kan nævnes neuroanæstesi og intensivterapi, thoraxanæstesi og intensivterapi inklusiv VA-ECMO, børneanæstesi og intensivterapi, avanceret intensiv terapi for voksne. Desuden avanceret anæstesiologi indenfor abdominal kirurgi med lever-galde kirurgi, ørehalshalskirurgi, gynækologi og obstetrik samt stor ortopædkirurgi funktion med traumemodtagelse. Der arbejdes med robotkirurgi indenfor mange kirurgiske specialer.
Aktuelt mangler vi overlæger på afsnittet AHØR (Abdominal kirurgisk anæstesi samt intensiv afsnit R) samt på afsnittet OK-anæstesi (Neuro- og ortopædkirurgisk anæstesi). Den kommende ledende overlæge for uddannelse indplaceres efter ønske i det speciale, der har interesse.

Det praktiske omkring stillingen
I afdelingen kan en klassisk arbejdsplanlægningen følge et 15-ugers rulleskema, hvor dagtjeneste på hverdage indeholder arbejdsopgaver indenfor klinisk anæstesi og intensiv terapi.
Vagt afvikles som aften-nattevagt på tjenestestedet. Vagtarbejdet kan omfatte dagtjeneste i weekender. Hertil kommer funktion som bagvagt for læger i hoveduddannelse, med arbejdsopgaver indenfor anæstesi og intensivterapi. Vagthyppighed afhænger af afsnittene.
Der tilstræbes i øvrigt størst mulig medindflydelse på arbejdstilrettelæggelse og arbejdsopgaver.

Om afdelingen:  
Anæstesi og Intensiv afdeling, Aalborg Universitetshospital er i forbindelse med ny ledelsesorganisering blevet samlet i én afdeling under ledelse af en cheflæge og to chefsygeplejersker.  
Anæstesi og Intensiv dækker alle aspekter af anæstesi, intensiv medicin, præhospital akut lægebil og smertebehandling på matriklerne i Aalborg, inklusiv Hobro og Farsø. Afdelingen består af omkring 70 speciallæger og 24 læger under hoveduddannelse i anæstesiologi. Med 4 intensive afdelinger, 27 senge og 2900 årlige indlæggelser samt ca. 40.000 anæstesier årligt er Anæstesi og Intensiv en central del af Aalborg Universitetshospital. 

Den lægelige ledelse varetages i øjeblikket af cheflægen og i alt 6 ledende overlæger med ansvar for forskellige fag- og funktionsområder. Ledelsen udvides nu med en den nye ledende overlæge indenfor uddannelse.
Der er fokus på en tydelig og retningsgivende ledelse med gennemsigtighed, inddragelse, engagement, samspil og dialog. Vi brænder for de fælles løsninger, og succes er, når vi lykkes sammen.  
 
Afdelingen har desuden et stærkt fokus på faglig udvikling, forskning og uddannelse. Der er tilknyttet et klinisk professorat ved lærestolen i anæstesiologi og 3 kliniske lektorater. Forskningsenheden for Anæstesi og Intensiv, ledet af professoren, leverer banebrydende klinisk forskning på internationalt niveau, og der er tilknyttet 4 speciallæger i deltids postdoc-stillinger. Anæstesi og Intensiv har desuden undervisnings- og uddannelsesforpligtelser, der omfatter læger under hoveduddannelse, lægestuderende og andre faggrupper.
Anæstesi og Intensiv bidrager tillige ind i Den Præhospitale Virksomhed til driften af akutlægebilerne i Region Nordjylland. 

Ansøgning
Hvis ovenstående har vakt din interesse, vil vi meget gerne modtage din motiverede ansøgning med relevante bilag. Du skal i din ansøgning forholde dig til de 7 lægeroller.

Ansøgningsfrist er 10. juli 2024

Samtaler forventes afholdt i uge 32

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Ansættelsen er afhængig af, at der foreligger en blank børneattest (bekendtgørelse nr. 650 á 27.06.2005).

Vil du vide mere
Stillings- og funktionsbeskrivelse kan rekvireres ved henvendelse til afdelingsledelsens sekretær Karina Meincke på telefon 97 65 40 60 eller e-mail kme@rn.dk.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til cheflæge Sisse Thomassen,
telefon 50 96 80 76 eller e-mail siat@rn.dk.


Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Fakta

Kontakt