Kan du skabe tryghed for patienten, når sirenen larmer og I suser mod sygehuset? Så har vi jobbet til dig som behandler på ambulancen i Pandrup, Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn, Dronninglund, Nørresundby eller Aalborg.

I Den Præhospitale Virksomhed søger vi et antal ambulanceuddannede reddere til faste stillinger på baserne i Vendsyssel og Aalborg. Vi søger både til døgnvagt og effektive vagter.

Kort om kerneopgaven
Din primære opgave vil være at behandle og transportere behandlingskrævende patienter, der har brug for omsorg og tryghed i en svær, og ofte kritisk situation. Du skal med din faglighed sikre den bedst mulige behandling af patienten og give en fyldestgørende overlevering til sundhedspersonalet på hospitalet.  
Derudover skal du i samarbejde med dine kollegaer bidrage til, at Den Præhospitale Virksomhed er en attraktiv og professionel arbejdsplads, hvor vi tager hånd om hinanden og løser de praktiske opgaver på stationen i fællesskab.

Hvem er du?
Vi søger reddere som med en tillidsvækkende og empatisk personlighed kan skabe ro og tryghed i bårerummet. Du skal have lyst til at arbejde med mennesker, og kunne begå dig på både dansk og engelsk, da der i sommerhalvåret er mange turister bl.a. i Vendsyssel.
Derudover er det væsentligt for os, at du fungerer godt sammen med dine kollegaer på basen, og har lyst til at deltage i det sociale og kollegiale fællesskab i kaffestuen, fritiden og imellem turene i ambulancen.

Du skal have en gyldig autorisation som ambulancebehandler eller paramediciner, samt kørekort til kategori C.  

Din nye arbejdsplads
Baserne er forskellige fra hinanden, og derfor bedes du angive i din ansøgning hvilke baser, du
ønsker ansættelse på. Men inden du træffer den beslutning, kan du læse kort om baserne herunder.

Pandrup
Basen har ét fast døgnvagtsberedskab, som holder til på brandstationen i byen.
De hyggelige opholdsfaciliteter danner rammen om en velfungerende base, med otte faste behandlere og 1-2 elever. Basen er tæt på både Blokhus og Løkken, som er kendte turistmål i området.

Brønderslev
Basen har ét fast døgnvagtsberedskab samt et effektivt beredskab på fast aftenvagt.
Du vil opleve, at der er en god stemning blandt kollegerne, og at faciliteterne er gode og velholdte.
Der er gode vaskefaciliteter til bilerne, som også må benyttes privat når tiden tillader det.
Basen deles med brandfolk fra Nordjyllands Beredskab, så du vil til tider kunne møde dem i frokoststuen.

Hjørring
Basen er den største i Vendsyssel, hvorfra der køres både ambulance og patienttransport. Der er både døgnvagt og effektive beredskaber på stationen.
Sammenholdet er stærkt, og den lokale trivselsklub, medvirker til et godt fællesskab med forskellige arrangementer hen over året.  
Der er ca. 50 mand ansat på basen, som også huser de kliniske vejledere og områdelederen for Vendsyssel vest.

Frederikshavn
Basen ligger på brandstationen i byen og huser flere effektive beredskaber. Der er et stærkt sammenhold blandt redderne, og du vil opleve en uformel tone blandt kollegerne, hvor røverhistorier og faglige drøftelser ofte fylder i kaffestuen. Der er ca. 30 mand og 3 elever på basen. Områdelederen for område nordøst har også kontor her. 

Dronninglund
Basen er en lille døgnvagtsstation, som huser otte behandlere og to elever. Der er en hyggelig atmosfære på stationen, og særligt i sommerhalvåret er der liv i områdets mange sommerhuse.
Der er gode forhold for de ansatte, og du vil have nem adgang til basen, som kun ligger få kilometer fra motorvejen.

Nørresundby
Basen dækker området nord for Limfjorden og tæller 14 mand og tre elever fordelt på en døgnvagt og en effektiv dagvagt. Der er ofte liv på basen da mange af vores casedage for behandlere afvikles her. Du vil derfor have rig mulighed for at møde kolleger fra andre dele af Den Præhospitale Virksomhed, når du arbejder her.

Aalborg
Basen er den største i Den Præshospitale Virksomhed med ca. 135 ansatte. Der køres både ambulance og patienttransport fra basen, som også huser specialambulancer og akutlægebil. 
Med en ansættelse her, vil du ofte have mange, men kortere ture og patienterne kan hurtigt overleveres til hospitalet. Stationen rummer også kliniske vejledere og et fordybelsesrum, hvor reddere og elever kan træne deres færdigheder.

Områdelederen er tæt på
Du vil opleve, at vi prioriterer nærvær i den daglige ledelse af vores baser. Derfor besøger områdelederne – som til daglig har kontor i Hjørring, Frederikshavn eller Aalborg – baserne så tit de kan og helst på ugentlig basis. Dette for at sikre trivsel og tilgængelighed for medarbejderne.
Det vil være områdelederen du refererer til i hverdagen. Sundhedsfagligt vil du dog referere til den lægefaglige direktør.

Udviklingsmuligheder for den enkelte
Om du vil deltage i forskellige sundhedsfaglige kurser, bidrage til kvalitetssikringen, bruge dine kompetencer til undervisning af kolleger og elever, eller på sigt søge uddannelse til paramediciner, har du selv stor indflydelse på. For os er det vigtigt at du kan lide at gå på arbejde, og vi ser stor værdi i, at medarbejderne gennem deres arbejdsliv afprøver sig selv i forskellige grene af organisationen.
Derfor tilbyder vi også muligheden for at kunne indgå i akutbilsordning eller skifte til enheden for læge- og paramedicinerbiler – når behovet opstår.

Alt det praktiske
Ansøgningsfristen er søndag d. 2. juni – med tiltrædelse 1. juli eller snarest derefter.
Du sender din ansøgning med relevante bilag ved at bruge linket nedenfor.

Vi beder dig sende følgende bilag sammen med din ansøgning:
  • Dokumentation for kørekort (for- og bagside)
  • Kort CV med relevant erhvervserfaring og gerne billede
  • Svendebrev eller anden dokumentation for godkendt uddannelse jf. gældende bekendtgørelse
  • Dokumentation for øvrig godkendt uddannelse
  • Autorisations-ID som behandler eller paramediciner

Vi tilbyder løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst med FOA.


Ved tilbud om ansættelse indhenter vi straffe- og børneattest, hvortil det er en forudsætning med dit samtykke.

Har du spørgsmål til stillingerne kan du kontakte områdelederne for det område, du søger i.

Område Nordvest: Pandrup, Brønderslev og Hjørring
Kasper Skytte, telefon +45 40 31 78 20, e-mail: k.skytte@rn.dk

Område Nordøst: Frederikshavn og Dronninglund
Morten Axelsen, telefon +45 25 81 45 62, e-mail: morten.axelsen@rn.dk

Område Aalborg: Aalborg og Nørresundby
Lars Jensen, telefon +45 23 62 04 92, e-mail: larje@rn.dk

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Fakta

Kontakt