PRO-konsulent søges til forvaltningsteam indenfor Telesundhed, Digitalisering og IT, Region Nordjylland

Brænder du for at arbejde med et spændende og dynamisk område, som har stort fokus og mange potentialer – nemlig digitale løsninger til patienter og patientinddragelse på hospitaler i Region Nordjylland? Trives du med at være i kontakt med mange forskellige mennesker og at have store samarbejdsflader? Kan du lide at arbejde selvstændigt og have mange bolde i luften samtidigt- og samtidig styr på detaljen? Så er du den medarbejder, vi søger.

Baggrund
Telesundhedsteamet er en del af kontoret ”National og Tværsektoriel IT” i Region Nordjyllands it-afdeling ”Digitalisering og IT”. Kontoret er ansvarligt for en portefølje af regionale, fællesregionale og nationale it-systemer. Dette er blandt andet it-løsninger, som borgerne kan anvende i eget hjem med henblik på at modtage forebyggelses- og behandlingstilbud, og som gør det muligt at kommunikere med sundhedsfaglige. Kontoret indeholder også et team, som arbejder dedikeret med MDR (Medical Device Regulation).

Jobbet
I Telesundhedsteamet vil du deltage i den samlede opgaveportefølje i teamet. Du skal indgå i teamets forvaltning af forskellige digitale patientrettede løsninger med fokus på Patientrapporterede oplysninger (PRO). Området har et stort strategisk fokus, og vi arbejder målrettet og kontinuerligt med opnåelse af de strategiske målsætninger.

Du vil få en primær rolle som PRO-konsulent, og din opgave bliver på sigt at kunne udvikle, opsætte og implementere diagnosespecifikke PRO-løsninger på hospitalerne i Region Nordjylland. Det sker i et tæt samarbejde med læger, sygeplejersker, PRO-koordinatorer på hospitalet og andre ressourcepersoner. Her får du mulighed for at sætte dine kompetencer i spil tæt på den kliniske virkelighed.

Opgaverne har både administrative, brugerrettede og teknisk karakter og foregår i et nært samarbejde med vores samarbejdspartner i Region Midt, da vi anvender en fælles infrastruktur, har mange fælles PRO-skemaer og gensidig sparring omkring PRO-området.

Du kan forvente at blive inddraget i opgaver på tværs af det telemedicinske område, hvor du kan sætte dine kompetencer i spil i øvrigt og indgå i tværgående opgavefællesskaber i kontoret.

Dine opgaver:
  • Afklaring af formål, behov og ønsker i samarbejde med klinikken og eventuelt patienter, for at sikre den bedst mulige tilpasning af PRO-løsningerne til den kliniske praksis
  • Afklaring af arbejdsgangsprocesser og varetagelse af undervisning for sundhedsfagligt personale i klinikken i forbindelse med nye PRO-løsninger
  • Teknisk opsætning og test af PRO-skemaer i regionens PRO-system (AmbuFlex)
  • Implementering og opfølgning af de konkrete PRO-skemaer i klinikken, herunder monitorere PRO-løsningen og evaluere på indhold, arbejdsgange, udfordringer mv.
  • Være proaktiv i videns- og erfaringsudveksling af PRO- og andre telesundhedsløsninger i Region Nordjylland i samarbejde med klinikken og være med til at udbrede dette område i regionen
  • Løbende dialog med interne og eksterne samarbejdspartnere og interessenter
  • Deltage i øvrige forvaltningsopgaver i teamet efter behov.
Vi søger denne profil:
  • Du har en relevant kandidat- eller masteruddannelse inden for sundhedsområdet eller anden relevant efteruddannelse
  • Du har klinisk erfaring, gerne fra sygehussektoren
  • Du kan facilitere og koordinere processer, hvor der er mange fagligheder og interesser i spil
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med implementering og anvendelse af PRO i klinisk praksis, særligt løsningen AmbuFlex
  • Du er detaljeorienteret og arbejder struktureret, hvilket sikrer, at både den tekniske opsætning og dokumentationen er på plads
  • Du er procesorienteret og udviklingsorienteret, så PRO-området fortsat udvikles og tilsvarer klinikkens behov
  • Du er en dygtig skriftlig og mundtlig formidler, der kan få dit budskab ud over rampen
  • Du trives med at arbejde selvstændigt og kan vurdere, hvornår du har behov for hjælp og sparring
  • Du har en modenhed og gennemslagskraft der sikrer, at du kommer i mål med de opgaver, du står over for
Hvem er vi?
Digitalisering og IT har 250 kompetente medarbejdere og har som hovedmål at levere stabil og sikker drift, 24/7/365 til Region Nordjyllands egne ca. 15.000 brugere og 12.000 IT-arbejdspladser.
Du kan læse mere om hvad vi laver i Digitalisering og IT via vores medarbejderportrætter.

Vi tilbyder en interessant og dynamisk hverdag, hvor ikke to dage er ens, i et godt arbejdsklima. Du kommer til at arbejde selvstændigt blandt fagligt kompetente kolleger, med afvekslende opgaver og med gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Dine nærmeste kollegaer arbejder med regional og tværsektoriel telesundhed, og som forvaltere af patientrettede it-systemer. Du vil få berøringsflade med de øvrige områder og skal medvirke til at styrke arbejdet på tværs i kontoret.
Du kan læse om området TeleSundhed her.

Du vil blive ansat i Digitalisering og IT, som er beliggende på Hadsundvej 190, 9000 Aalborg, men dit fysiske arbejdssted er i Regionshuset på Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Ø.

Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat snarest muligt. Der er tale om en fast heltidsstilling. Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og konkret lønforhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte:
Vicekontorchef Ria Høegh Kaffka, ria.h@rn.dk, tlf. 2148 5008
Specialkonsulent TeleSundhed Vibeke Flytkjær, v.flytkjaer@rn.dk, tlf. 4240 9172.

Ansøgningsfrist
Send os din ansøgning og CV via linket nedenfor senest fredag d. 15. august.
Der forventes afholdelse af ansættelsessamtaler fredag d. 22. august.

For at komme i betragtning til stillingen skal du søge jobbet ved at klikke på SØG STILLINGEN.
Kun ansøgninger som er sendt via vores hjemmeside tages i betragtning. Alle henvendelser behandles fortroligt.
 

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Fakta

Kontakt