Samarbejder om at søge EU-midler
De næste tre dage er Region Nordjylland vært, når politikere fra to nordiske venskabsregioner retter fokus mod de to temaer, der skal være omdrejningspunktet for dette års venskabsbesøg fra svenske Västra Götaland (regionen omkring Göteborg) og norske Østfold (regionen omkring Frederiksstad i Sydøstnorge).
- Vi giver hinanden inspiration, og vi finder ud af centrale dagsordener i regionerne. På den måde skaber de årlige møder grobund for et styrket samarbejde mellem vore regioner, og vi har flere eksempler på, at vi i regionen eller de nordjyske kommuner har søgt fælles EU-midler sammen med de nordiske partnere, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Et konkret eksempel på et projekt med deltagelse af alle tre venskabsregioner handler om rekreative ruter, hvor 70 partnere samarbejdede om at styrke den vandre- og cykelbaserede turisme samt øge udviklingen hos erhvervsdrivende langs de rekreative ruter. Det resulterede blandt andet i de Gateways, som nordjyderne og turister sikkert kender fra Blokhus, Rubjerg Knude og Læsø.
Fokus på klima og bæredygtig udvikling samt energi
- Vi skal i det hele taget sikre os, at vi får det rette udbytte af de internationale samarbejder, så derfor har vi i dette samarbejde kortlagt vore fælles interesser og udpeget seks potentielle samarbejdsområder. I første omgang har vi udvalgt to fokusområder, som er omdrejningspunktet for dette års møde. Det handler om fremme af vedvarende energi og bæredygtig udvikling, samt reducering af vores klimapåvirkning, fortæller regionsrådsformand Ulla Astman.
Fokusområderne er tydeligt afspejlet i programmet for dette års besøg, hvor der blandt andet skal kigges på klimavenligt byggeri på Sødisbakke ved Mariager, grøn omstilling med brint og biogas ved Hydrogen Valley i Hobro og høres om Nordjyllands Trafikselskabs forvandling fra trafikselskab til mobilitetsselskab samt et projekt om førerløse busser i Aalborg Øst.
International handlingsplan drøftet
Besøget fra venskabsregionerne falder sammen med, at Regionsrådets forretningsudvalg i mandags drøftede ”International Handlingsplan 2016-2018”, inden den skal fremlægges for og godkendes af regionsrådet. Planen sætter mål for, hvad regionen vil have ud af de internationale samarbejder.
- Der er sat fire centrale mål for det internationale samarbejde, og de skal gerne medvirke til en øget økonomisk vækst i Nordjylland – blandt andet ved at tiltrække EU-midler, siger Ulla Astman.
Yderligere informationer
De 4 centrale mål i ”International handlingsplan 2016-2018”:
1. Interessevaretagelse
2. Videndeling
3. Projektdeltagelse
4. Drift af Norddanmarks EU-Kontor
Kontaktpersoner
Ulla Astman, regionsrådsformand, Region Nordjylland
Tlf. 3023 6454
Mail: ullaa@rn.dk
Henning Christensen, afdelingschef, Regional Udvikling, Region Nordjylland
Tlf. 2226 9208
Mail: hsc@rn.dk