Radiograf

Vil du se det, som ingen andre ser? Ønsker du at arbejde med den nyeste teknologi? Og samtidigt have en tæt patientkontakt med mennesker i alle aldre? Så overvej at uddanne dig til radiograf.

  

I Region Nordjylland er vi praktiksted for studerende, som uddanner sig til radiograf. Praktikken kan være på Aalborg Universitetshospital (Aalborg UH syd og nord, Thisted, Farsø og Hobro) og på Regionshospitalet Nordjylland (Hjørring og Frederikshavn).

Hvad laver en radiograf?

Som radiograf arbejder du med billedoptagelse af kroppens knogler og organer, enten når et menneske skal undersøges for sygdomme, eller når der er brug for en bestemt type af behandling.

Som radiograf laver du mange forskellige slags undersøgelser fx almindelige røntgenundersøgelser, CT- og MR-scanninger og ultralyds-, intervention-, mammografi- og nuklearmedicinske undersøgelser samt stråleterapi.

Udover de teknologiske arbejdsgange (arbejde med apparatur, billeddannelse, bearbejdning af billede og behandling) yder du også pleje og omsorg til patienter og pårørende. I løbet af en arbejdsdag vil du møde og hjælpe mange mennesker i alle aldre.

I arbejdet som radiograf forenes teknologi og mennesket.

Job og karriere i Region Nordjylland

Efter endt uddannelse arbejder de fleste radiografer på hospitaler fx her i Region Nordjylland på billeddiagnostiske, stråleterapeutiske og nuklearmedicinske afdelinger.

Du kan også videreuddanne dig, så du bliver specialiseret til fx at arbejde som beskrivende radiograf eller sonograf.

Som uddannet radiograf har du flere jobmuligheder. 

Uddannelse og praktik

Radiografuddannelsen varer 3½ år og veksler mellem teoretisk undervisning og praktik (kliniks undervisning). Du vil være i klinisk undervisning i halvdelen af din studietid.  

Den kliniske undervisning foregår på en af Region Nordjyllands billeddiagnostiske- eller stråleterapeutiske afdelinger. Desuden er der kortere praktikforløb på en Nuklearmedicinsk afdeling.

I den kliniske undervisning får du mulighed for at afprøve dels den teori, og de praktiske færdigheder du har lært på uddannelsen. I den kliniske undervisning får du tilknyttet en vejleder, som vil hjælpe dig med at nå målene for din kliniske uddannelse.

Uddannelsen er SU-berettiget.