Ernæring & Sundhed
I Region Nordjylland er vi praktiksted for studerende, der læser Ernæring & Sundhed.
Uddannelsen har flere studieretninger, men hvis du læser Fødevarer & Ledelse, Diætetik eller Sundhedsfremme, så kan du komme i praktik hos os.
Hvad laver en bachelor i Ernæring og Sundhed
Det afhænger af hvilken studieretning, du vælger i løbet af dit studie. Men uanset studieretning skal du brænde for at bidrage til at gøre en forskel for patienter eller borgere.
Du skal holde af at formidle og kommunikere og stortrives i samarbejder, der går på tværs af mange faggrupper - altid med patienter og sundhedsfremme i fokus.
Læser du Fødevarer & Ledelse, kan du få en vigtig rolle i forhold til at sikre madproduktionen til vores patienter. Du kan fx arbejde med
- At tilrettelægge madproduktionen
- At udvikle nye retter til småtspisende patienter
- Kvalitetskontrol
- Personaleledelse
- Indkøb
- Intern undervisning
Uddanner du dig til klinisk diætist, kan du fx diætbehandle patienter. Du kan også undervise sundhedsfaglige kolleger, pårørende og patienter i ernæring i forhold til en bestemt sygdom. Du kan fx arbejde med:
- Diætbehandling
- Ernæringsterapi
- Undervisning af patienter, pårørende og kolleger fx læger og sygeplejersker
Vælger du retningen sundhedsfremme, kan du fx arbejde med:
- Behandling af overvægt
- Fysisk aktivitet
- Rygestop
Mød Rikke der er kostkonsulent
Mød Line og Kristina der er kliniske diætister
Karrieremuligheder i Region Nordjylland
I de kommende år kommer vi bl.a. til at mangle personale til de mange forskellige stabsfunktioner i vores storkøkkener. Tager du en uddannelse inden for Fødevarer & Ledelse, kan du søge en række forskellige jobs i Region Nordjylland fx:
- Indkøber
- Produktionsleder
- Kvalitetskoordinator
- Kostkonsulent
- Leder
Vi har også flere klinisk diætister ansat i Region Nordjylland. De arbejder fx med
- Individuel diætvejledning
- Individuelle behandlingsforløb af patienter. Dette sker i dialog med blandt andet læger og sygeplejersker
- At indgå i dialog med hjemmeplejen, når patienter udskrives
Nogle bachelorer i Ernæring & Sundhed vælger senere at videreuddanne sig fx ved at læse en sundhedsfaglig kandidatuddannelse.
Uddannelse og praktik
Det tager 3½ år at blive bachelor i Ernæring & Sundhed. Uddannelsen veksler mellem teoretisk uddannelse og klinisk praktik.
De første to semestre er basisdelen, som er ens for alle. Herefter skal du vælge studieretning hvor du bl.a. kan vælge mellem Fødevarer & Ledelse eller Diætetik & Sundhedsfremme.
I slutningen af 4. semester opdeles Diætetik og Sundhedsfremme i toningerne Sundhedsfremme & Forebyggelse og Klinisk Diætetik. De to toninger har forskellig praktik.
Den teoretiske del af uddannelsen foregår på professionshøjskoler i Danmark.
Når du begynder i praktikken, får du tilknyttet en klinisk vejleder. Han/hun støtter og vejleder dig i forhold til at nå de undervisningsmål, der er på det enkelte semester.
Når du er i praktik, trænes du i, hvordan du udøver dit fag i praksis. Du danner dine første faglige erfaringer, arbejder med ernæringsfaglige udfordringer i praksis, indgår i dialoger med patienter og får mulighed for at opleve alt det spændende, der sker på en stor arbejdsplads, hvor der samarbejdes med mange forskellige fagprofessionelle.
Desuden giver praktikken dig mulighed for at udbygge dit netværk i forhold til din fremtidige karriere. Fx har cirka halvdelen af de kliniske diætister, vi i dag har ansat i Region Nordjylland, været i praktik hos os under deres uddannelse.
De forskellige studieretninger
Praktiksteder når du læser Fødevarer & Ledelse
På de lokale hjemmesider kan du læse mere om vores godkendte praktiksteder:
- Hovedkøkkenet - Regionshospital Nordjylland
- Centralkøkkenet - Aalborg Universitetshospital
- Nordjysk Mad I/S - Aalborg og Brønderslev
Pratiksteder når du uddanner dig til klinisk diætist
På de lokale hjemmesider kan du læse mere om vores godkendte praktiksteder:
Aalborg Universitetshospital
Regionshospital Nordjylland
Praktiksteder når du læser sundhedsfremme
Eksempler på opgaver
Læs eksempler på opgaver, som studerende har udarbejdet i forbindelse med deres praktik i regionen:
Læs mere om uddannelsen
Læs mere om studieretninger, indhold og krav på uddannelsernes hjemmeside:
- VIA University College
- University College Syddanmark
- Professionshøjskolen Absalon
- Professionshøjskolen Metropol