Transfusionsrådet i Region Nordjylland

Transfusionsrådet arbejder for at sikre og udvikle kvaliteten af den transfusionsmedicinske behandling. Transfusionsrådets mål er, at der kun gives blodtransfusion til patienter, der har et lægeligt vurderet klinisk behov. På den måde øges patientsikkerheden ved at nedsætte risikoen for transfusionsrelaterede bivirkninger og blodforbruget i regionen nedsættes.

Transfusionsrådet i Region Nordjylland består af speciallæger inden for specialerne kirurgi, medicin, pædiatri, gynækologi og obstetrik, anæstesi/intensiv terapi, ortopædkirurgi, Akut-Traume, Klinisk Biokemi og Klinisk Immunologi. Se medlemmer nederst på siden.

Transfusionsrådet medvirker til udarbejdelse af regionale retningslinjer og instrukser herunder Blodtransfusion, gældende for Region Nordjylland, som omhandler procedurer for blodtransfusion. Denne retningslinje bør anvendes på alle kliniske afsnit i Region Nordjylland. I tilfælde, hvor denne retningslinje ikke er uddybende, kan der udarbejdes lokale instrukser. Disse bør sendes til orientering til transfusion@rn.dk, for eventuelle kommentarer.

Transfusionsrådet udfører statistik på blodforbruget i Region Nordjylland. Blodforbruget opgøres på regionalt- klinik- og afsnitsniveau. Løbende udføres udvidet statistik på udvalgte afsnit vedr. fordeling af antal transfunderede erytrocytsuspensioner per transfusionsforløb samt hæmoglobinkoncentration efter endt transfusionsforløb.

Transfusionsrådet tilbyder undervisning af personale. Undervisningen kan fx omhandle hvordan afsnittets blodforbrug kan nedsættes, praktiske procedurer ved rekvirering og opsætning af blod, transfusionskomplikationer og behandling af massivt blødende patienter. Undervisning af læger varetages af læger fra Klinisk Immunologi. Undervisning af sygeplejersker, jordemødre, SOSU-assistenter/hjælpere og andet relevant personale varetages af Transfusionskonsulenterne.

Formand: Overlæge John Bæch, Klinisk Immunologisk Afdeling 

Transfusionskonsulenter: Helle Skotte og Yvonne Christoffersen, Klinisk Immunologisk Afdeling
Vi kan kontaktes, hvis I har generelle transfusionsrelaterede spørgsmål, eller jeres afsnit ønsker vejledning eller undervisning angående transfusionsmedicin på transfusion@rn.dk eller tlf.nr. 97665572.