Regionerne har finansierings- og myndighedsansvaret for høreapparater.
Læs evt. bekendtgørelsen omkring reglerne for privathøreapparatsbehandling
- Når jeg første gang skal have et høreapparat
Hvis du efter behandling hos en ørelæge skal have høreapparat, får du en henvisning til høreapparatbehandling.
Ønsker du at blive henvist til undersøgelse og behandling på en offentlig høreklinik, skal du have en henvisning fra en praktiserende ørelæge.
Ønsker du undersøgelse og behandling i en privat høreapparatforretning, skal du have en henvisning fra speciallæge i øre-næse-hals sygdomme.
Den henvisning kan du vælge at få i hånden eller få sendt direkte til en offentlig eller privat høreklinik. Vælger du at få den i hånden, kan du efterfølgende henvende dig hos en privat eller offentlig høreklinik, som vil tage dig i behandling.
På denne hjemmeside www.audiologi.dk kan alle private og offentlige høreklinikker findes.
Den behandlende høreklinik sørger for, at Regionen får henvisningen sendt i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.
Vælger du en offentlig høreklinik, har du ingen udgifter til apparatet, da du kun låner det. Du vil få udleveret det apparat, som bedst muligt afhjælper dit hørehandicap.
Regionen yder et tilskud til høreapparats behandling hos private høreklinikker på 2.000 kr. pr apparat/øre.
Regionen betaler for selve behandlingen hos den private høreklinik. Du modtager derfor kun en regning fra den private høreklinik, hvis dit høreapparat har kostet mere end 2.000 kr. per apparat/øre.
Den private høreklinik afregner selve behandlingen med Regionen, og til din orientering udgør prisen for selve behandlingen aldrig mere end 2.200 kr. for første øre og 385 kr. for andet øre.
Du ejer høreapparatet, når du køber det gennem en privatklinik med offentligt tilskud.
- Når jeg skal have udskiftet mit gamle høreapparat
Offentligt udleveret høreapparat
Har du et høreapparat, som er udleveret af det offentlige, har du ikke krav på at få et nyt apparat efter 4 år. Du har mulighed for at få et nyt apparat, hvis det apparat du har ikke længere passer til dig, enten fordi apparatet er udtjent, din hørelse har ændret sig eller, fordi der er sket ændringer i dit øres form.
Du kan blive henvist til fornyet høreapparat behandling i det offentlige enten ved selv at henvende dig til høreklinikken, ved henvisning fra en speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme eller gennem Institut for Syn, Hørelse og Døvblindhed.
Privatudleveret høreapparat
Er dit høreapparat udleveret gennem en privat høreklinik, har du ret til at købe et nyt med offentligt tilskud, hvis du har haft dit høreapparat i mere end fire år.
Regionen yder et tilskud til høreapparatsbehandling hos private høreklinikker på 2.000 kr. pr apparat, og derudover betaler regionen for selve behandlingen. Her udgør udgiften til behandling maksimalt 2.200 kr. for første øre og 385 kr. for andet øre.
For at du kan få et tilskud til privat høreapparatbehandling, skal du have en godkendelse fra regionen.
Du ansøger om godkendelse ved at sende et brev til
Region Nordjylland, Niels Bohrs vej 30, 9220 Aalborg Ø. Mærket: Høre
I ansøgningen skriver du navn, adresse, telefon nr. samt CPR. nr.
I ansøgningen skal der stå, at du giver samtykke til, at Regionen må indhente journal oplysninger hos kommunen.
Du skal skrive ansøgningen under.
Du må meget gerne vedlægge kvitteringen fra dine nuværende høreapparater, samt andre relevante oplysninger, da det kan sikre en hurtigere sagsbehandling.
Regionen vil herefter sende dig et svarbrev, som du giver til den private høreklinik, som du har valgt. De vil herefter sørge for, at du bliver behandlet i forhold til reglerne om offentligt tilskud til høreapparatbehandling.
- Når jeg skal have nye batterier
Region Nordjylland har indgået en aftale med firmaet ”Oticon”, om udlevering af batterier direkte til borgeren.
Er du høreapparatbruger og bor du i Region Nordjylland, så skal du derfor fra 8. marts 2021 bestille dine batterier direkte hos Oticon.
Det kan gøres direkte på Oticons hjemmeside ved hjælp af elektronisk formular.
Som et alternativ til den anbefalede metode (formular) kan man også sende en mail eller ringe på enten
- batterier@oticon.dk (Husk at oplyse navn, adresse og CPR. nr. sendes som sikker mail)
- tlf. 53 53 00 60 hverdage mellem 8.00 og 16.00
- Når jeg skal have ekstra slange eller hørepropper m.m.
Offentligt udleveret høreapparat
Apparaterne bliver leveret med det antal forbrugsartikler, som normalt vil kunne dække hele apparatets levetid.
Apparater udleveret frem til 1. august 2012 er dækket af en leverandøraftale, som gør, at du som høreapparatsbruger blot skal kontakte leverandøren og bestille nye hjælpemidler.
Er dit apparat udleveret efter den 1. august 2012 er den måske ikke omfattet af en leverandøraftale og du kan kontakte
Institut for Syn og Hørelse
Tlf. 97 64 70 06
Mandag-torsdag kl.8.00-14.00 og fredag kl.8.00-12.00
Institut for Syn og Hørelse vil være behjælpelige med at få leveret de nødvendige hjælpemidler.
Privatudleveret høreapparat
Du ejer høreapparatet og er ansvarlig for anskaffelsen af eventuelle hjælpemidler. Langt de fleste høreapparater kommer med en leverandøraftale, der betyder, at du blot kan kontakte firmaet, så vil de levere de nødvendige materialer.
- Mit høreapparat er gået tabt
Offentligt udleveret høreapparat
Hvis du har et offentligt udleveret høreapparat, som er blevet beskadiget eller blevet væk, kan du kontakte den offentlige høreklinik, hvor du har fået det udleveret, som vil være behjælpelige. Hvis apparatet er gået tabt på grund af grov uagtsomhed, vil det ikke være muligt at få tildelt et nyt apparat på det offentliges regning.
Privatudleveret høreapparat
Du ejer dit høreapparat, og du er derfor også ansvarlig for apparatet. Regionen vil kun i helt særlige tilfælde kunne yde tilskud til privathøreapparatbehandling før, at der er gået fire år jf. bekendtgørelsen om privathøreapparatsbehandling BEK nr. 1438 af 23/12/2012
Ansøgninger om tilskud til privathøreapparatbehandling før der er gået fire år sendes til:
Region Nordjylland, Niels Bohrs vej 30, 9220 Aalborg Ø. Mærket: Høre
- Kan jeg få bevilliget kørsel?
Offentlig høreapparats behandling
Der bevilliges kørsel efter de samme retningslinjer som til anden sygehusbehandling.
Læs om reglerne for befordring
Privat høreapparats behandling
Der kan ikke bevilliges kørsel til privathøreapparatsbehandling.
- Hvis den private klinik lukker
Desværre kan det ske, at den private høreklinik, hvor man har købt sit høreapparat, lukker.
Det er naturligvis meget uheldigt, da det for en del høreapparatbrugere betyder, at de må ud på længere transport for at få løst deres problemer, og også i nogle tilfælde selv må betale for at få service på deres høreapparater.
Er klinikken en del af en kæde, vil man normalt kunne få service i en af kædens øvrige klinikker. Er klinikken ikke en del af en kæde, så sker det i nogle tilfælde at klinikkens kunder overtages af en anden klinik, hvilket sikrer, at kunderne fortsat kan få løst deres eventuelle problemer, men hvis det ikke sker. Hvad så?
Der er ikke lovgivningsmæssigt taget højde for dette på anden vis end, at man som kunde i en privat klinik er henvist til købeloven.
Regionens tilskud til et privat køb af høreapparat dækker undersøgelse, høreapparat, tilpasning, service og garanti i 4 år fra købsdatoen. I samme øjeblik tilskuddet udløses overgår man så at sige fra regional patient til kunde/forbruger, hvor ens rettigheder i forhold til service og garanti bør fremgå af købsaftalen/medfølgende kontrakt.
- Men hvad gør jeg så, når klinikken lukker og ikke er en kædeklinik eller overtages af en anden klinik, hvis:
Høreapparatet går i stykker?
• Producentens garanti (oftest 4 år) er som regel fortsat gældende, så du kan i de fleste tilfælde kontakte producenten, og indsende høreapparatet til reparation. Det sendes retur til din hjem adresse.
Høreapparaterne skal justeres?
• Du kan evt. kontakte producenten for at få oplyst, hvilken klinik i nærheden, der kan justere dit høreapparat. Denne klinik vil ofte have brug for dit audiogram. Det har du måske fået en kopi af, da du købte høreapparatet. Medbringer man selv audiogram, vil udgiften oftest være noget mindre end, hvis klinikken skal lave en ny undersøgelse - men spørg klinikken.
Hvis jeg har brug for et høreteknisk hjælpemiddel?
• Du henvender dig til dit kommunale kommunikationscenter. Der er forskellige procedurer for ansøgning om høretekniske hjælpemidler, men det er kommunen, der er ansvarlig for afprøvning og bevilling, På kommunikationscentret kender de procedurerne for dette, og kan vejlede dig.