Hvis du får besked om, at du er nær kontakt til en person, som er testet positiv, bør du sørge for at blive testet, også selv om du ikke har symptomer. Som nær kontakt kan du ikke vide, om du er smittet, før du er blevet testet. Derfor skal du opføre dig som om, du er smittet, indtil du har svar på testen.
Hvis du er nær kontakt
Er du nær kontakt til en person, der er konstateret smittet med COVID-19 gælder følgende:
- Du skal gå i selvisolation hurtigst muligt og minimum 6 dage frem.
- Du skal have foretaget en test på dag 4 og dag 6 efter, at du sidst var i nær kontakt med en smittet person.
- Får du et negativt testsvar på dag 6, må du ophæve din selvisolation.
Nære kontakter til personer, der er konstateret smittet med en virusvariant
Er du nær kontakt til en person, der er konstateret smittet med en virusvariant som fx B.1.1.7, gælder følgende:
- Du skal gå i selvisolation hurtigst muligt og minimum 14 dage frem.
- Hvis du udvikler symptomer i løbet af isolationsperioden, skal der iværksættes kontaktopsporing med det samme.
- Du skal have foretaget en test på dag 4, dag 6 og dag 14.
- Får du et negativt testsvar på dag 14, må du ophæve din selvisolation.
- Når din selvisolation er ophævet, skal du være særlig opmærksom på at følge de generelle, smitteforebyggende anbefalinger.