Hvis det ikke er muligt at udrede dig inden for 30 dage, skal der laves en udredningsplan. Udredningsplanen bør som minimum indeholde den eller de kommende undersøgelser, som du kan forvente at skulle gennemgå i udredningsforløbet – så vidt det er muligt. Du skal være oplyst om planen inden for 30 dage efter at henvisningen er modtaget på hospitalet. Det vil som minimum sige, at du har fået en dato for næste led i de undersøgelser, der er planlagt.
Faglige årsager kan gyldigt begrunde, at udredningsfristen på 30 dage ikke overholdes. Gyldige grunde til at retten til hurtig udredning ikke kan overholdes, er:
Faglige årsager, der gør, at du ikke kan udredes inden for 30 for dage:
Hvis du skal gennemgå en række undersøgelser, analyser og prøver, som man af faglige årsager ikke kan nå på 30 dage fx:
- Genetiske undersøgelser og andre prøver og undersøgelser med lang svartid
- Undersøgelser eller analyser, der kun kan foretages i bestemte faser eller perioder grundet patientens tilstand
- Ved behov for stabilisering af anden sygdom eller regulering af anden behandling før udførelse af dele af udredningsprogrammet
- I de situationer, hvor undersøgelser skal ske i forlængelse af hinanden, da næste undersøgelse afhænger af resultatet af den tidligere.
Observationsperiode:
Hvis det er blevet fagligt vurderet, at der er behov for en observationsperiode, herunder behov for at afvikle symptomudvikling, eller der er en velbegrundet sandsynlighed for, at tilstanden vil gå over af sig selv.
Sjælden ekspertise:
Hvis der er mangel på en speciel ressource, fx en særligt sjælden ekspertise, som regionen allerede i fuldt omfang anvender, og som det ikke er realistisk muligt for regionen at købe sig til.
Ventetid på partnere:
Ved behov for inddragelse af eksterne samarbejdspartnere og/ eller med pårørende i forbindelse med særlige former for udredning, fx demens og lignende.