1-1-2 har øjne på skadestedet

Om Regionen Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

AMK-vagtcentralen, der besvarer sundhedsfaglige 1-1-2 opkald, kan via video på telefonen se med, når der opstår akut sygdom eller skade.

Video til indringer

Et vigtigt værktøj til endnu bedre hjælp og rådgivning

Forestil dig du er nybagt mor, dit spædbarn får mælk galt i halsen, kan ikke trække vejret og begynder måske at blive blå om læberne. Du ringer 1-1-2 og er ved at gå i panik. I den anden ende af røret sidder en sundhedsfaglig visitator og forklarer dig, hvordan du kan hjælpe dit barn. Pludselig trækker din baby igen vejret, men du er stadig urolig for, om alt er, som det skal være.

Her er ”video til indringer” en rigtig stor hjælp. Det betyder nemlig, at den sundhedsfaglige visitator kan sende moren en link, hun kan klikke på og få en videoforbindelse, så visitatoren kan se babyen.

- Når man er ny mor, er man meget usikker, også selvom baby igen trækker vejret. Men vi kan se, at baby har det godt, ser på sin mor og er aktiv. Det betyder, at vi kan afslutte opkaldet i telefonen uden at sende en ambulance. Både mor og baby har det godt og er trygge igen, siger sundhedsfaglig visitator, Jacob Kirkelund.

- Videolinket er et vanvittigt godt redskab, der kan hjælpe os med at give bedre hjælp og rådgivning. Det gælder både, når situation kan løses og afsluttes i telefonen ligesom eksemplet med moren. Men der er lige så vigtigt, når det virkelig er akut, f.eks. hjertestop, hvor vi kan guide til endnu bedre hjertelungeredning, indtil ambulancen kommer frem. Vi bruger det også til småskader, hvor en borger f.eks. har skåret sig. Her kan vi se, hvor alvorligt såret er, og om vedkommende skal have en ambulance, eller selv kan forbinde sig og tage til egen læge eller vagtlæge for at blive syet, siger Jacob Kirkelund.

Kræver frie hænder og ekstra ressourcer

Det er den sundhedsfaglige visitator, der vurderer, om det er relevant at sende et videolink afsted. De gør det kun, når de vurderer, det kan gøre en forskel.

- Det kræver frie ressourcer. Man kan ikke stå alene med en borger med hjertestop og samtidig være på videolink med os. Det kræver, at indringer har overskud til at fokusere på telefonen, slå højtaler til og klikke på det link, vi sender, og evt. give telefonen adgang til at bruge kamera. Så det er en vurdering hver gang, om det giver noget ekstra, eller måske bare forvirrer situationen. Det må ikke tage fokus fra det vigtige – at redde liv, siger Jacob Kirkelund.

Digitalisering er uundværlig i hverdagen

- I Den Præhospitale Virksomhed er vi meget opmærksomme på, hvor digitalisering kan hjælpe os med at hjælpe borgerne endnu bedre. Vi har mange forskellige projekter i gang, så vi er klar, når et givent værktøj eller program er klar, siger chef for AMK-vagtcentralen, Jan Lindberg.

- Video til indringer er et eksempel på et værktøj, vi har haft i projektfase længe og tilpasset det tekniske setup flere gange. I takt med at de fleste har en smartphone, giver det rigtig god mening for os at bruge værktøjet.

- Vores erfaring er, at både de sundhedsfaglige visitatorer, der besvarer 1-1-2 opkaldene, og de borgere, der ringer ind, er rigtig glade for muligheden. Det giver en kæmpe tryghed for borgeren, at han eller hun ikke selv skal forklare, hvornår noget ser ud på en bestemt måde, men i stedet kan vise det på video. Så det her er helt klart et eksempel på, at digitalisering giver en meget synlig fordel for både borger og fagfolk, siger Jan Lindberg

Opdateret