Telemedicin også i fremtiden
Siden 2015 har 230 patienter med hjertesvigt i Nordjylland fået tilbudt telemedicin og nu er det besluttet, at projektet skal køre videre til og med 2020. Inden udgangen af 2020 skal det besluttes om tilbuddet skal fortsætte på samme måde som i dag.
Kronisk hjertesvigt er et voksende sundhedsproblem i Danmark, og antallet af patienter har været stigende de sidste to årtier. Nu har 10 kommuner i Nordjylland taget en beslutning om, at deres borgere med hjertesvigt fremover også skal have tilbuddet om hjemmemonitorering. Undtaget er Aalborg kommune, der dog fortsat vil lade borgere, der allerede bruger telemedicin, være med i projektet frem til 2020.
For borgerne i de ti kommuner medfører beslutningen, at når en borger får diagnosticeret hjertesvigt, vil man udover de klassiske sundhedsfaglige tiltag ligeledes få tilbud om monitorering fra eget hjem.
Hjertesvigt er en alvorlig diagnose med en generelt dårlig prognose. Patienter med hjertesvigt er derfor hårdt belastet fysisk såvel som psykisk af både sygdom og følgesygdomme, hvor især angst kan præge hverdagen.
Patienterne siger selv, at det medfører større tryghed at blive monitoreret mellem konsultationerne og efter et hospitalsforløb. Undersøgelser viser således en positiv effekt af telemedicin. Det gør sig gældende for patienternes mentale helbred og dermed deres livskvalitet.
Effekt af projektet
Det er Telecare Nord som har stået for det oprindelige forsøgsprojekt vedrørende telemedicin til patienter i Region Nordjylland med hjertesvigt. Projektet, der blev startet i 2015, er blevet tæt fulgt af Aalborg Universitet og blev afsluttet i foråret 2019 med positive resultater. De foreløbige resultater viser også positive sundhedsøkonomiske effekter samt færre indlæggelser og mindre behov for ambulatoriebesøg.
Hjertesvigt-projektet har taget udgangspunkt i erfaringerne fra Telecare Nords storskala-projekt for KOL-patienter, hvor resultaterne var så overbevisende, at regeringen, KL og Danske Regioner efterfølgende har vedtaget at udrulle telemedicin til KOL-patienter i hele landet.