Hjemmesygeplejersker uddannes i telemedicin
Et kompetencetilbud målrettet hjemmesygeplejen i de nordjyske kommuner skal øge den faglige viden om sygdommen hjertesvigt hos de hjemmesygeplejersker, som kommer i borgerens hjem og som møder borgeren med telemedicin.
Tilbuddet sikrer, at dé, der møder borgeren, bliver medspillere i at sikre sammenhæng i behandling og forløb på tværs for borgeren. Målet er at give hjemmesygeplejerskerne øget indsigt i hjertesvigt og hvilke handlemuligheder, de har for bedst muligt at understøtte borgeren i at håndtere sin sygdom.
I løbet af foråret og efteråret vil op mod 700 hjemmesygeplejersker fra de nordjyske kommuner blive undervist. Undervisningen bygger på et koncept fra TeleCare Nord, hvor fagpersoner fra hjerteområdet har udviklet det materiale, som udgør grundlaget for undervisningen.
Materialet består af en faglig vejledning til den lokale underviser og en dynamisk powerpoint præsentation med indlejrede animationer og film. I filmene medvirker nordjyske borgere med hjertesvigt og deres pårørende. De fortæller om livet med hjertesvigt og om forskellige reaktioner på at have fået en alvorlig diagnose. I filmene medvirker også fagpersoner fra hospitalet og almen praksis, som fortæller om patientens forløb og behandling.
Undervisningen afholdes i kommunerne af en lokal sygeplejerske med faglig viden om hjertesvigt.
Kompetencetilbuddets indhold
Undervisningen er opdelt i 4 moduler indenfor områderne:
• Hvad er hjertesvigt?
• Behandlingen
• Håndtering af hjertesvigt
• Livet med hjertesvigt
Undervisningen afholdes i regi af projektet TeleCare Nord Hjertesvigt, som er et af initiativerne under Digitaliseringsstrategien 2016-2020 mellem Regeringen, Danske Regioner og KL. Inden 2020 vil der være truffet beslutning om, hvilke initiativer der skal udbredes landsdækkende. TeleCare Nord Hjertesvigt er støttet af Fonden for Velfærdsteknologi med 8,8 mio. kr.